Skal jernbanen været et reelt og attraktivt alternativ til den vejbarne transport, vil en omfattende renovering og udbygning være nødvendig. Hvis toget skal være et attraktivt alternativ til bilen skal det kunne tilbyde komfort, hvor transporttiden er kvalitetstid, der kan bruges effektivt til bl.a. arbejde. Der skal være hyppige afgange, koordinerede køreplaner og måske vigtigst: Køreplanerne skal overholdes.
Jernbanerne skal renoveres og udbygges, og omkring byerne skal vi både udvide og udnytte den offentlige transport langt smartere.
Jernbanenet på europæisk niveau
Banedanmark er allerede igang med at renovere jernbane- og signalnettet. Vi skal fortsætte den renovering så vores jernbane- og signalnettet skal bringes på niveau med europæiske krav.
Men det er ikke nok blot at renovere, vi skal også udbygge med flere og bedre højhastighedstog med en tophastighed på op til 250 km/t mellem de store byer. Samt se hvordan vi kan flytte mere godstransport fra vejene over på skinner.
Elektrificering
I et VE-energi- og forsygningssikkerhedsperspektiv vil det desuden være vigtigt at store dele af banenettet elektrificeres. Elektrificeringen kan uden for hovedstrækningerne evt. koncentreres omkring stationerne, hvor togene typisk accelererer og decelererer, og kombineres med hybridtog, hvor batterierne lades op af bremseenergi på de banestrækninger, der er elektrificeret.
Mere kollektiv trafik i byerne
Ud over jernbanenettet skal den kollektive trafik omkring de store byer bygges ud. Både metro og letbaner kan aflaste vejnettet betydeligt. Samtidig skal intelligente transportsystemer (ITS) tænkes sammen med den kollektive trafik. Busserne skal hurtigere frem og blive et fornuftigt alternativ til bilen i centrum af byerne.