Trods tegn på, at de økonomiske nøgletal er i bedring, så arbejder IDA stadig for langtidsholdbare vækstpakker. Især fordi de positive tegn stadig er så usikre, at det er for tidligt at afblæse behovet for nye vækstpakker, der er gennemtænkte og som kan sende Danmark styrket ud af krisen.
IDA har lanceret et ambitiøst vækstudspil, hvor offensive investeringer over de kommende tre år kan skabe grundlaget for, at Danmark kommer styrket ud af den aktuelle økonomiske krise. De i alt 21 initiativer i IDAs vækstkatalog (pdf) kan samlet øge beskæftigelsen med over 35.000 personer. Derudover vil ét af initiativerne, som handler om opkvalificering af arbejdsstyrken, isoleret set reducere arbejdsløsheden med 10.000 personer. Oven i det hele, vil der – på kort sigt – være en samfundsøkonomisk gevinst på 1,5 mia. kr. Det viser beregninger fra AErådet, som har beregnet de samfundsøkonomiske konsekvenser af vækstkatalogets samlede investeringer på 26 mia. kr.
I kataloget præsenterer IDA initiativer med et særdeles bredt samfundsmæssigt sigte, som retter sig mod områderne: Infrastruktur, velfærdsteknologi, miljø og energi, modernisering af offentlige og private bygninger, innovation og opkvalificering af arbejdsstyrken. Der er for alle initiativer tale om, at det er investeringer, som det samfundsmæssigt kan betale sig at foretage, uanset som konjunkturerne er på vej op eller ned.
For mere information kontakt chefkonsulent René Flege Højmark.