Mange danske virksomheder arbejder med teknologier og løsninger, der kan bruges til at gå ind på det velfærdsteknologiske område. Danmark har gode forudsætninger for at få en central placering i dette erhvervseventyr. Modsat situationen i mange sydeuropæiske lande, hvor familien står med hovedansvaret for sine ældre, så står det offentlige i Danmark med en stor del af udfordringen. Og det er en fordel. Det giver et vigtigt politisk incitament til at investere i velfærdsteknologiske løsninger samt muligheden for, at der kan opstå et marked, som danske virksomheder tidligt tør tro nok på til, at de vil producere til det.
Nutidens og i særdeleshed fremtidens ældre, samt borgere med kroniske sygdomme og handicap, vil leve længere, være mere aktive og ikke mindst have et stort ønske om, at de kan leve et liv uden at være afhængig af personlig hjælp længst muligt. Det sker samtidig med, at der bliver færre ansatte til at udføre plejeopgaverne. Den demografiske udvikling vil få efterspørgslen på velfærdsteknologi til at stige både nationalt og internationalt.
IDA vurderer, at Danmark kan og bør være med i front og udvikle de bedste løsninger.
For mere information se under velfærdsteknologi.