Højesteret giver Ingeniørforeningen medhold i, at virksomheden Freescale ikke må forkorte udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner med den begrundelse, at der er sket ændringer i ejerforholdene. Hvilket Sø- og Handelsretten også tidligere har sagt.
”Det har hele tiden været vores klare opfattelse, at man ikke gyldigt kan forkorte udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner ved ejerskifte eller andre ændringer i ejerkredsen,” siger formanden for Ingeniørforeningen, Frida Frost, der glæder sig over udfaldet af den efterhånden langvarige sag.
Denne gang fik tre ingeniører Højesterets ord for, at det amerikanske moderselskab for elektronikkoncernen Freescale ikke bare kunne ændre i perioden for ingeniørernes aktieoptioner, fordi Motorola i USA ændrede sin selskabsdannelse og udskilte Freescale som et selvstændigt selskab. Freescale kom derved til at fungere som moderselskab for Freescale Semiconducter Danmark A/S, hvor ingeniørerne var ansat.
Den ændring havde ingen betydning for ingeniørernes ansættelsesforhold, alligevel forsøgte Freescale at udnytte situationen til at forkorte udnyttelsesperioden og dermed forringe de ansattes aktieoptioner.
”Det er den første dom, der alene tager stilling til dette spørgsmål. Den viser heldigvis, at man ikke kan lave om på allerede indgåede aftaler. Aktieoptioner er i dag en del af mange lønpakker, så aftalerne skal holde hele vejen! Ellers kan det ikke betale sig at indgå aftaler om optioner,” understreger Frida Frost.
Hun hæfter sig ved, at virksomheden forsøgte at øge sin værdi ved at forringe de ansattes forhold. Så ændringerne og selskabsomdannelsen skete ikke, fordi virksomheden var i vanskeligheder, men udelukkende for at styrke virksomhedens salg og forretning.
”Der er kun en ting, der ærgrer mig. Nemlig at Sø- og Handelsretten fastslog, at man ikke må lave denne slags ændringer, mens Højesteret udelukkende har taget stilling til den konkrete sag. Derfor bliver vi nødt til at have flere sager af samme slags, så vi kan få en klar tolkning,” beklager Frida Frost.