Udskriv siden 1. februar 2010

Energirenoveringer skaber enormt sparepotentiale i kommunerne

Landets kommuner kan skære energiforbruget i egne bygninger ned til en fjerdedel - og reducere CO2-udslippet med hvad der svarer til udledningen i en by på størrelse med Esbjerg. Det viser en analyse, som Ingeniørforeningen har gennemført.

Energibesparelser og ESCO i offentlige bygninger

Analysen, der bl.a. bygger på beregninger fra DTU Byg, viser, at potentialet for energibesparelser i de kommunale bygninger ligger på mellem 40 og 75 procent.

”Og vores vurdering er, at de faktiske besparelser for langt de fleste af kommunerne vil kunne ligge i toppen af dette spekter”, siger formanden for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft.

Det vil efterfølgende kunne bane vej for store reduktioner i udledningen af CO2. Hvis kommunerne eksempelvis skærer 70 procent af udledningerne, svarer det til en reduktion på 880.000 ton CO2 årligt.

Som et effektivt redskab til at gennemføre projekterne, peger Ingeniørforeningen på at lade private firmaer stå for arbejdet med at koordinere og renovere installationer mv. i de kommunale bygninger efter den såkaldte ESCO-model (Energy Service Companies)
 
”Det er vigtigt, at vi får flyttet potentialerne fra skrivebordet og ud i virkeligheden. Og her tror jeg at ESCO-modellen, hvor kommuner og private virksomheder indgår i partnerskaber, kan være vejen frem for mange. Kommunerne har en interesse i at høste energibesparelserne – og virksomhederne har interesse og ekspertise i at løse opgaven. Altså en klassisk win-win situation”, siger Lars Bytoft.

Han understreger dog, at ESCO-modellen først og fremmest egner sig til store energirenoveringsprojekter:

”Der skal en vis volumen til, for at et ESCO-projekt er en god ide for begge parter. Økonomisk er der større effekt, når man gennemfører besparelsestiltag samlet i stedet for hver for sig. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at ESCO-projekter ofte har også en lang tidshorisont, hvor vi snakker projektforløb på måske mellem 5 og 15 år”, siger Lars Bytoft.

”Men for mange kommuner kan ESCO-modellen være anledningen til at komme i gang med de større energispareprojekter. Og det vil være fornuftigt af flere grunde, for energirenoveringer giver både samfundsmæssigt og miljømæssigt ”smæk for skillingen”, siger Lars Bytoft, med henvisning til Ingeniørforeningens Klimaplan 2050, der fremhæver energibesparelser som den billigste og mest effektive måde at reducere CO2 på.

Fakta om  ESCO
Energy Service Companies (ESCO) er et relativt nyt begreb i Danmark. Offentlige institutioner og private virksomheder kan indgå et energipartnerskab med et Energy Service Company. Eksempelvis kan en kommune lade et ESCO sørge for modernisering og renovering af tekniske installationer i bygninger, skoler, institutioner m.m. – dette betales via de opnåede energibesparelser.
I nogle tilfælde kan ESCO også håndtere finansieringen af projektet, og derudover tilbydes en garantiordning, der sikrer, at kommunen kender sine udgifter i en længere periode. Et ESCO-projekt er reelt et langvarigt samarbejdsprojekt med en varighed på 5-15 år.

 

Vil du vide mere om samme emne?

 Relaterede arrangementer

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2010-01-14_build165FE2