Udskriv siden 5. oktober 2009

Erhvervsklimastrategi uden langsigtet finansiering

Ingeniørforeningen roser regeringens Erhvervsklimastrategi, men finder finansieringen for kortsigtet og sårbar.

”Der er mange gode takter i erhvervsklimastrategien. Den harmonerer godt med Ingeniørforeningens klimaplan 2050, hvor vi netop lægger vægt på, at vejen til vækst på dette vitale område går gennem konkrete og betydelige investeringer i udvikling og anvendelse af klimateknologi.” siger formand for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft.

Han opfordrer til, at den gode retorik nu udmøntes i handling, så Danmark reelt kan udnytte klimaudfordringerne til at skabe vækst og beskæftigelse. Det kræver en bedre finansiering. De 600 mio. kroner, regeringen afsætter fra globaliseringsmidlerne er ikke nok, vurderer Lars Bytoft.

”Regeringen arbejder i det hele taget med meget kortsigtede finansieringsrammer. På et område der er så investeringstungt, er det helt uholdbart, at arbejde med finansieringer, der løber fra år til år, og hvor der risikerer at gå politisk fnidder i finansieringen. Regeringen regner med, at virksomheder og uddannelsesinstitutioner skal forpligte sig som centrale spillere i gennemførelsen af erhvervsklimastrategien. Men politikerne kan ikke forvente, at erhvervslivet satser deres ressourcer, hvis der ikke er en langsigtet og sikker finansiering på plads,” advarer Lars Bytoft.

Erhvervsfremmestrategien indeholder seks indsatsområder som alle er interessante for Ingeniørforeningen. Lars Bytoft glæder sig over bl.a. over, at der fokuseres på Danmark som et grønt teknologilaboratorium.

”Det er helt oplagt at investere i forskning og udvikling indenfor energi, miljø og klima. Danmark har en stærk position, og her er en hel unik mulighed for at opdyrke og udvikle højteknologiske virksomheder med muligheder på eksportmarkederne. Samtidig har det den positive effekt, at vi uddanner og kompetenceudvikler medarbejderne i virksomhederne til grønne job inden for klima-, energi- og miljøteknologi. På den måde fremtidssikrer vi danske arbejdspladser” siger Lars Bytoft.

Vil du vide mere om samme emne?
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1