Udskriv siden 25. maj 2010

Erhvervslivet betaler for kortere dagpengeperiode

Kortere dagpengeperiode bør følges med højere dagpengeniveau

”Ingeniørforeningen har længe været åbne for reformer på dagpenge området – inkl. en afkortning af dagpengeperioden. Men forudsætningen har været, at dagpengeniveaet hæves, så beløbet kommer til at udgøre en reel forsikring ved ledighed,” siger Morten Thiessen, formand for IDAs Arbejdsmarkedsudvalg.
 
Den aftalte afkortning af dagpengeperioden kommer ikke til at betyde noget for de fleste forsikrede, da to års ledighed stadig hører til undtagelsen, og yderligere to år uden reelle efteruddannelsestilbud er meget lidt værd.
 
Imidlertid er dagpengeniveauet så lavt, at langt størstedelen af de mennesker, der bliver ledige, kommer til at gå væsentligt ned i levestandard. F.eks. får en ingeniør i gennemsnit kun udbetalt 40 pct. af sin tidligere løn i dagpenge, understreger han.

”Reformer på dagpengeområdet bør derfor indeholde en justering af dagpengene til et rimeligt kompensationsniveau, evt. kombineret med en ydelse som falder med længden af ledighedsperioden. Hæves dagpengeniveauet ikke, bliver regningen sendt til arbejdsgiverne i form af længere opsigelsesvarsler og øget kompensation ved opsigelse, som vi allerede har set det ved overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked.

Dermed kan regeringen og DFs aftale være mere til skade end gavn for dansk økonomi på længere sigt, fordi fleksibiliteten på arbejdsmarkedet forsvinder,” siger Morten Thiessen.

Production2012-02-01_1930_rev5082FE2