Skal der sparkes gang i væksten og skabes nye job, så har topledere med ingeniørbaggrund vurderet fem initiativer, som de mener, kan støtte deres virksomheder i forhold til at styrke konkurrenceevnen. Det viser den seneste rundspørge fra Ingeniørforeningens lederpanel.
Øverst på ønskesedlen står et ønske om at kunne sikre de højtuddannede kompetenceudvikling og efteruddannelse, som et middel til at løfte arbejdsstyrkens kvalitet. Det er godt ni ud af ti chefer enige om. Her har 42 pct. af toplederne reelt oplevet, at mangel på relevant efteruddannelse har været en barriere for deres virksomhed.
”Hvis regeringen virkelig mener, at vi skal have et nationalt løft i vores viden- og uddannelsesniveau og satse på kompetencer som Danmarks råstof, så er det vigtigt sørge for at gøre adgangen til efter- og videreuddannelse lettere – også for de højtuddannede!,” understreger formanden for Ingeniørforeningen, Frida Frost.
”Fremtidens arbejdsmarked kræver hurtige omstillinger. Derfor er der brug for adgang til ny viden undervejs i karrieren, så virksomhederne også kan imødekomme de krav, de bliver mødt med,” siger formanden for Ingeniørforeningen, Frida Frost.
Hver fjerde topleder har oplevet, at det er svært at skaffe udenlandske vidensarbejdere, her kunne et af midlerne være at tilbyde arbejdskraftstipendier til dygtige udvalgte udenlandske studerende.
”Lige nu kan det være svært at se hvorfor. Men tiderne kommer til at ændre sig, så vi igen kommer til at mangle kloge hoveder, da er det en god ide at knytte bånd til nogle af de studerende, der allerede har valgt at være her – trods dårligt vejr og høj skat,” siger Frida Frost.
Også når det handler om at gøre det lettere for virksomhederne at skaffe kapital og hjælp til at udvikle og skabe innovation, kan virksomhederne godt se behovet for rammer, der kan gavne virksomhedernes forhold.
”Hos erhvervslederne er der ikke tvivl om, at vi trænger til bedre rammer for at skabe innovation og skaffe risikovillig kapital. Det er vejen til de job, som vi skal leve af i fremtiden. Det kræver, at der bliver satset og prioriteret, hvilket lederne også tilslutter sig,” understreger Frida Frost, og peger på forskningsflagskibe og konjunkturbaserede investeringsmodeller i vækstvirksomhederne som væsentlige bidrag til vækst.
”Og så skal det offentlige gå ind i rollen som vækst- og innovationspartner. Især fordi den offentlige sektor som helhed er den største kunde i Danmark, så her er der en oplagt mulighed for at fokusere på, at samarbejdet mellem den offentlige sektor og de private virksomheder kan skabe ny vækst,” pointerer Frida Frost.
Analysen Virksomhedernes veje til vækst