Når langt de fleste danskere i år holder sommerferie, har det seneste års klimadebat ikke påvirket planerne. En meningsmåling foretaget for Ingeniørforeningen, viser, at næsten 9 ud af 10 hverken har overvejet at tage tog frem for fly, eller at holde ferieugerne et sted, der ikke ligger så langt væk.
Formand for Ingeniørforeningens Styregruppe for Miljø, Energi og Klima, Søren Skibstrup Eriksen, vælger at tolke danskernes udmelding positivt.
”Ændring af ferievaner er som at vende en supertanker. At hver tiende har gjort sig overvejelser, er derfor ganske pænt.” siger han.
Transportsektoren er samlet set en af de helt store CO2-udledere. Flyene alene tegner sig for 12 pct. af den CO2, verdens samlede transport udleder, og flytrafikken er stigende, så den er absolut et fokusområde, mener Søren Skibstrup Eriksen.
”I dag vælger kun en procent af flypassagerene at købe en yderst billig CO2-kompensation, når de rejser. Det kunne man overveje, at gøre obligatorisk, da pengene går videre til forskellige CO2-besparende projekter, som for eksempel at sætte vindmøller op,” siger han.
Desuden håber Søren Skibstrup Eriksen, at det europæiske jernbanenet bliver stærkt opprioriteret, så mellemlange rejser i Europa klares med tog.
”Det ville kunne blive et attraktivt alternativ til europæiske flyvninger, og ikke mindst til den CO2-tunge bilferie, som mange også vælger,” siger han.