En moderat finanslov præget af den økonomiske krise, lyder skudsmålet fra Ingeniørforeningen om regeringens ændringsforslag til finanslov for 2012.
”Jeg glæder mig over, at regeringen i sit vækstudspil fokuserer på investeringer i grøn teknologi og på energirenovering i skoler og almene boliger. Det er imidlertid vigtigt, at investeringerne ikke bare bliver et quick-fix her og nu, men også bliver omsat til varig vækst i virksomhederne,” understreger Ingeniørforeningens formand, Frida Frost.
Hvor Frida Frost på den ene side glæder sig over midlerne til renovering af folkeskolerne, så undrer hun sig over, at statens husholdningsbudget er støvsuget for de initiativer, der skal styrke undervisningen i klasseværelserne.
”På indholdssiden er finanslovsforslaget ikke noget at råbe hurra for på folkeskoleområdet. I stedet for at styrke området, kan de penge, der er afsat til regeringens folkeskoleudspil ikke en gang modsvare de planlagte besparelser i kommunerne i 2012. Vi havde håbet på ekstra midler til at styrke det naturvidenskabelige fokus og teknologiforståelse – specielt til at sikre efteruddannelse af naturfagslærerne. Ligesom vi gerne havde set flere penge til mere it i undervisningen,” konstaterer Frida Frost.