Udskriv siden 27. juli 2010

Folkeskolens naturfagsundervisning halter

Kun hver anden af de lærere i folkeskolen, der underviser i natur-teknik, har faget som linjefag. Det overrasker Ingeniørforeningens formand, at undervisningen ikke er mere kvalificeret.

Blandt medlemmerne af Danmarks Lærerforening er 625 naturfagslærere blevet spurgt om deres kompetencer inden for faget. Blandt dem har 50 pct. faget som linjefag eller tilsvarende kompetencer. 35 pct. af underviserne er end ikke uddannet i et af de andre naturvidenskabelige fag.

”Jeg er overrasket over, at der ikke er mere kvalificeret undervisning i naturfag i folkeskolen. Børnene er jo fremtidens ingeniører, og det er helt afgørende, at vi allerede tidligt forsøger at vække deres interesse for naturfag. Det er deres ekspertviden, vi skal leve af i fremtiden”, siger Ingeniørforeningens formand, Frida Frost.

Eleverne i 1. til 6. klasse i folkeskolen er siden 1991 blevet undervist i faget natur-teknik. Formålet er at skabe grundlaget for de særkilte naturvidenskabelige fag som fysik, kemi og biologi, som eleverne skal have undervisning i, når de rykker op i de højere klasser.

En undersøgelse blandt IDAs medlemmer viser, at 40 pct. af dem peger på deres folkeskolelærer, når de bliver spurgt om inspirationskilden til interessen for naturfag. 

”Det er et bevis for, at interessen for naturvidenskab skabes tidligt, og for hvor vigtigt det er, at lærerne er godt uddannede”, konstaterer Frida Frost.

Danmarks Lærerforenings "Undersøgelse af undervisningen i naturfagene".

Vil du vide mere om samme emne?
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1