Med regeringens længe ventede Energistrategi 2050, er der nu stort set enighed blandt Folketingets partier om, at Danmark skal have en langsigtet plan for udviklingen i det danske energiforbrug, hvilket vækker glæde i Ingeniørforeningen.
”Et fossilfrit Danmark er et ambitiøst og nødvendigt projekt. Der er ikke tale om småjusteringer, som umiddelbart bærer frugt indenfor en enkelt eller to valgperioder, og netop derfor bliver beslutningsfasen altafgørende for bæredygtigheden af projektet,” siger formand Frida Frost.
Derfor opfordrer hun til, at de politiske partier nu kan samles om en fælles klimaplan for Danmark.
”Der er jo enighed om, at Danmark skal være fri af fossile brændsler, at vi skal satse på vindmøllerne og at den samlede omstilling skal understøttes af en styrket indsats indenfor forskning og udvikling. Basis for at alle partier i Folketinget tager deres energimæssige ansvar alvorligt, og får lavet en god og solid aftale på energiområdet, bør derfor være til stede,” siger Frida Frost.
Ved forhandlingsbordet skal politikerne huske på, at det ikke kun er klimamæssige fordele, der er i spil. Sikkerhedspolitisk, erhvervsmæssigt og økonomisk er der også meget på spil, mener Ingeniørforeningens formand.
”Danmark vil kunne undgå at blive afhængig af olie- og gasimport fra Mellemøsten og Rusland.
Eksporten af danske energiteknologier vil kunne mangedobles og samfundsøkonomisk vil det være en særdeles god forretning, hvilket er dokumenteret i IDAs Klimaplan 2050,” siger Frida Frost