Man tager en række aktører, interessenter samt interesserede, lukker dem inde i Ingeniørhuset og beder dem om at debattere under overskriften ”Vil dansk cleantech give Medicon Valley baghjul?” Resultatet er en livlig debat og mange bud på, hvad der skal til for at sikre, at Danmark også fremover er med i top 10 på verdensplan inden for cleantech-industrien. Blandt deltagerne var der bred enighed om, at den danske selvfedhed må ophøre, ellers bliver den en hæmsko for at investere og satse på nye områder.
”Vi skal ville det, og ja det koster noget at være med, men vi skal betragte det som en investering, men lige nu er der brug for politiske mål og vilje! Især fordi der inden for branchen er hård konkurrence fra udlandet,” sagde Ingeniørforeningens formand Frida Frost i sit indledende oplæg. Hun opfordrede kraftigt til, at politikerne satser og ikke overser, at det er hér Danmark har en chance for at skabe vækst og grønne arbejdspladser.
I dag er eksporten af cleantech (energi- og miljøteknologi) på 93 mia. kr., svarende til 16 pct. af den samlede danske vareeksport. I IDAs Klimaplan 2050 er der foretaget et skøn på erhvervspotentialet i cleantech. Her vurderes potentialet for eksport af energiteknologi til være mere end dobbelt så stort årligt frem mod 2030, og et potentiale på op til 200.000 job, afhængigt af, hvor meget eksporten øges.
”Derfor står vi ingeniører også og tripper på startlinjen. For vi kender jo opgaven: Det handler om at få olie, kul og naturgas ud - og om at få vedvarende energi ind. Og opgaven bliver hverken lettere eller billigere, hvis vi venter,” understregede Frida Frost.
At der er masser af muligheder for at skabe grøn vækst i Danmark, var der bred enighed om blandt deltagerne, hvor af de fleste var praktikere og iværksættere fra branchen. Men grøn vækst kræver noget, understregede flere.
En af dem var Anders Eldrup, CEO i Dong Energy samt formand for Copenhagen Cleantech Cluster, der advarede mod, at dansk selvtilstrækkelighed spænder ben for, at vi får satset nok også på forskning og udvikling i området.
”I Dong har vi fået mange henvendelser fra store internationale virksomheder med dybe lommer. Hvorfor? De ser Danmark som et lille velordnet testland. Vi skal markere os som et testland! Her spiller det offentlige en rolle i de krav, der bliver stillet. Måden man regulerer på kan tilskynde eller frastøde nye virksomheder – for eksempel gennem krav om energirenoveringer,” sagde Anders Eldrup.
I det hele taget efterlyste flere af deltagerne fra industrien politiske rammebetingelser, der kan skubbe til udviklingen. Og gerne rammer, der rækker ud over næste valgperiode.
Der var generelt enighed om, at de senere års ”stop-and-go” politik skaber en usikkerhed, der gør det svært at skaffe den nødvendige risikovillige kapital, der skal til for at skabe et fremtidigt eksporteventyr.