Udskriv siden 12. juli 2010

Har du ferie til gode ?

Hvis du ikke nåede at afholde al din ferie senest den 30. april 2010, er udgangspunktet, at du har mistet ferien. Du kan derfor ikke undlade at afholde din ferie og i stedet kræve ferien udbetalt.

Der kan dog være forskellige grunde til, at du har ferie og dermed feriepenge til gode fra det netop overståede ferieår. Det kan f.eks. være, at du har været forhindret i at holde ferie enten på grund af sygdom eller barselsorlov. Det kan også være, at du på grund af stort arbejdspres ikke har haft mulighed for at afholde al din ferie.

Ferie til gode pga. feriehindring
Hvis du har haft en feriehindring og har noget ferie til gode, har du ret til at få al den tilgodehavende ferie udbetalt. Det kræver dog, at du senest den 30. september 2010 beder din arbejdsgiver udbetale ferien til dig. Hvis du ikke har anmodet om udbetaling af feriepengene inden den 30. september 2010 mister du dem, da de anses for forældet. Hvis din arbejdsgiver ikke udbetaler feriepengene til dig, bør du kontakte Ingeniørforeningen, da feriepengene mistes, hvis der ikke er udtaget stævning senest den 30. november 2010.

Ferie til gode pga. for stort arbejdspres
Hvis du ikke har haft mulighed for at afholde din ferie på grund af et stort arbejdspres i din virksomhed, mister du som udgangspunkt retten til ferien ved ferieårets udløb, og du kan derfor ikke kræve feriepenge for den ikke-afholdte ferie. Du vil dog være berettiget til at få den 5. ferieuge udbetalt af din arbejdsgiver, og du skal overholde samme tidsfrister som nævnt ovenfor.

Særligt for offentligt ansatte:
For offentligt ansatte gælder særlige regler for udbetaling af tilgodehavende ferie:

Feriefridage (den 6. ferieuge)
Hvis du er privatansat og berettiget til feriefridage jf. din ansættelseskontrakt, vil din ret til at få dem udbetalt ved manglende afholdelse inden ferieårets udløb afhænge af, hvad der står i din ansættelseskontrakt.

For ansatte i det offentlige godtgøres feriefridagene ved ferieårets udløb, medmindre der indgås aftale om overførsel til næste ferieår.

Vil du vide mere om samme emne?

KONTAKT INGENIØRFORENINGEN
Hvis du mener at have ferie til gode fra det gamle ferieår, er du velkommen til at kontakte Ingeniørforeningen på telefon 33 18 48 48 eller mail mc@ida.dk.

Production2012-02-01_1930_rev5082FE1