Jørgen Niemann har været hovedarkitekten bag, at 3 forskellige affaldsselskaber blev lagt sammen med flot resultat i forbindelse med en af landets mest komplicerede kommunesammenlægninger. Sådan lyder en af begrundelserne for at indstille ham til den landsdækkende lederpris.
Jørgen Niemann fremhæves af en medarbejder for at være en meget socialt engageret leder, der er i stand til at få de forskellige faggrupper inden for affaldsområdet – lige fra 3F’ere til AC’ere – til at arbejde godt sammen. Niemann er også den, der altid drager ud til nye medarbejdere på affaldsterminalen og hilser dem velkommen, også folk, der er på en social ordning og kun er der i kortere tid.
Jørgen Niemann er en af de i alt 34.000 ledere, der sammen med 500.000 medarbejdere rundt om i kommunerne forsøger at yde mere service for færre penge. For at sætte fokus på den forskel, en
god leder gør for borgerne, har Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK) sammen med Kommunaldirektørforeningen indstiftet en kommunal lederpris på 50.000 kroner til de bedste i 3 kategorier. De endelige vindere blev kåret torsdag 10. november i Ingeniørhuset i København. Jørgen Niemann modtog prisen for bedste kommunale fagchef/afdelingsleder og checken på 50.000 kr. blev overrakt af Christian Malling fra Grontmij.
Topledelsen i Randers Kommune peger på, at Niemann er meget dygtig til at kommunikere klart med borgerne: Affaldshjemmesiden er den bedste i kommunen, og det er let at komme i kontakt med affaldskontoret – dels via en direkte affaldstelefon, dels via nettet.
COK begrunder prisen sådan: ”Kommunerne er i en velfærdsklemme: Knappe ressourcer, voksende forventninger fra brugere og borgere og bureaukratiske krav om målinger og indberetninger gør det svært at være leder i den kommunale sektor. Men for den dygtige leder lykkes det alligevel på forunderlig vis at få enderne til at hænge sammen til glæde for borgerne. Det vil vi gerne synliggøre og belønne”.
Flere end 350 ledere fra hele landet har været med i feltet om de 3 priser. De er fundet via anbefalinger og indstillinger fra medarbejdere og ledere og via de faglige organisationer i den kommunale sektor – heriblandt Ingeniørforeningen.
Den kommunale lederpris deles ud inden for 3 kategorier: Topledelse (kommunaldirektører og fagdirektører), faglig ledelse (mellemledere) og institutionsledelse (ledere tættest på borgere og brugere).
Jørgen Niemanns profil - incl. medarbejderrap
Den kommunale lederpris
Interview med Jørgen Niemann bragt i IDAvisen 21. oktober 2011 (se side 72)
Jørgen Niemann som Garbageman (PDF)