Udskriv siden 8. december 2010

IDA: Endnu flere naturfag, tak

Regeringens udspil til en folkeskolereform er ikke uden positive elementer, mener Ingeniørforeningen, IDA, der noterer sig, at undervisningsministeren lægger op til flere timer i matematik og fysik/kemi.

”Det teknisk-naturfaglige område skal og bør styrkes i folkeskolen. Dér ser regeringen rigtigt. Men regeringen er for snæver i sin definition af, hvilke fag der skal styrkes i undervisningen. Der mangler en række naturfagsområder som biologi og geografi i planen”, siger Flemming Krogh, formand for IDAs uddannelsesudvalg.

Samtidig minder Ingeniørforeningen om, at regeringen for nylig har udskudt en række planlagte investeringer i naturfagslokaler. En renoveringspulje på 80 millioner kroner kommer alligevel ikke til udbetaling i 2010.

IDA er enig i, at der skal satses massivt på at efteruddanne folkeskolelærere. Der er sat penge af i forbindelse med de offentlige overenskomstforhandlinger i 2008. Men ikke nær nok, fastslår Flemming Krogh, der peger på undersøgelser, Danmarks Lærerforening har lavet.

”Der er afsat for lidt, og det er et område, kommunerne har valgt at spare på. Så her skal der sættes langt mere ind. Det er da ædelt, når regeringen siger, at efteruddannelsen ikke må føre til, at der aflyses timer i skolerne. Men den slags koster altså”, påpeger han og kritiserer samtidig, at regeringen ikke har udstukket noget mål om, at lærerne kun må undervise i deres linjefag, så undervisningen bliver bedre i folkeskolen.

IDA glæder sig over, at regeringen vil have en national strategi for brugen af IT i folkeskolen, men undrer sig over, at den først forventes færdig til næste år. Pengene skal blandt andet findes i ABT-fonden, ligesom der lægges op til digitale demonstrationsskoler.

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1