”Det har været det muliges kunst denne gang. Men vi mener, vi har en aftale, som vi kan være tilfredse med under de givne omstændigheder. Alle organisationerne har måttet acceptere de mildt sagt smalle aftaler og de begrænsede økonomiske rammer, vi har opereret inden for,” siger formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, Ellen Fænøe.

Aftalerne afspejler den økonomiske situation i samfundet generelt og presset på den offentlige økonomi. Resultatet er også påvirket af de meget beskedne lønstigninger på det private arbejdsmarked og den omstændighed, at de offentligt ansatte allerede fra starten ”skyldte” arbejdsgiverne på lønstigningsprocenten.
”Vi vidste fra starten, at rammen var lille. Så IDAs udfordring har bl.a. været at få arbejdsgiverne til at belønne medlemmernes særlige kompetencer. Derfor har vi arbejdet målrettet på at fortælle, hvordan ingeniører og andre med en teknisk og naturvidenskabelig uddannelse er uundværlige spillere i forhold til de udfordringer samfundet står over for. Vi har arbejdet med et omfattende analysegrundlag og brugt input fra medlemmer og tillidsrepræsentanter i vores forberedelser. Viden og argumenter er blevet båret med ind til forhandlingsbordet,” siger Ellen Fænøe.
De resultater, Ingeniørforeningen har opnået ved forhandlingerne, ligger helt i tråd med resultaterne for andre akademikere på det offentlige område men indeholder også resultater, der er specifikke for ingeniørerne.
”Det har været vigtigt for os at få afsat så meget som muligt til generelle lønstigninger, der kommer alle til gode. Men takket være vores fokus på ingeniørernes særlige kompetencer, er det også lykkedes at få forbedringer for nogle medlemmer i forhold til pension; heriblandt ATP-forhøjelse for Phd’er og pension på rådighedsvagtstillæg ved en række statslige beredskaber. Vi har desuden fået karriereprojekter igennem for ingeniører både på det kommunale og det regionale område. Det er forholdsvis beskedne forbedringer, men man skal ikke underkende signalværdien i de små sejre. De viser, at det lykkedes at komme igennem med ønsker, der er specifikke for ingeniørerne,” siger Ellen Fænøe.
Aftalen skal nu til vejledende urafstemning blandt Ingeniørforeningens godt 8.000 offentligt ansatte medlemmer.
Læs mere:
IDAs OK11-side