Sådan siger IDAs formand Lars Bytoft i den aktuelle udgave af Ugebrevet Mandag Morgen. På baggrund af samtaler med økonomer, politikere samt klima- og energieksperter har Mandag Morgen identificeret fem nøgleelemener til en ny grøn vækststrategi, hvor Danmark med offensive teknologisatsninger kan støbe fundamentet for et nyt clean tech-eventyr.
”Analysen viser, at Fogh står med fremragende muligheder for at udnytte krisen til at præsentere en ny vækststrategi, der kan dreje Danmarks økonomi ind på et langsigtet, bæredygtigt spor”, skriver ugebrevet.
Og den mulighed bør regeringen ikke forpasse, mener Lars Bytoft:
”Vi står i en sjælden situation, hvor alt er kørt i stilling til en større omstilling af samfundet og hvor såvel politikere, erhvervsliv som borgere er indstillet på at bidrage til omstillingen”, siger Lars Bytoft til Mandag Morgen.
I ugebrevet omtales en række af de initiativer, som IDA enten selv har produceret eller deltaget i samarbejde om. Således vækstkataloget ”Brug nedturen til at skabe opturen”, som IDA lancerede i februar i år. Her peger IDA på, at offensive investeringer i infrastruktur, energibesparelser, innovation og ny teknologi over tre år vil kunne skabe 35.000 arbejdspladser – og på kort sigt tilmed et samfundsøkonomisk overskud på 1,5 mia. kr. Artiklen omtaler også IDAs Energiplan 2030, der bl.a. slår til lyd for, at Danmark kan reducere sit CO2-udslip med hele 60 procent i 2030. Endvidere nævner Mandag Morgen et fælles energipolitisk udspil fra IDA, DI, Dansk Metal og Dansk Energi, som forudser kæmpe eksportpotentialer i at satse på forskning og udvikling af energiteknologier.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen 2. marts 2009 (”Her er Danmarks grønne vækststrategi” og artiklen ”Foghs dobbelte udfordring”).
Du kan læse mere om de initiativer, der er nævnt i ugebrevet her:
IDAs vækstkatalog: "Brug nedturen til at skabe opturen" (PDF 604 KB)
Ingeniørforeningens Energiplan 2030, sammenfatning (PDF 4,4 MB)
Ingeniørforeningens Energiplan 2030, hovedrapport (PDF 6,8 MB)
Fælles energiudspil: "Energisatsning til gavn for klima, vækst og beskæftigelse" (PDF 2,5 MB)