Medlemstallet for Ingeniørforeningen er steget med godt 6 pct. på et halvt år. Det var Ingeniørforeningens formand, Frida Frost, meget tilfreds med på Repræsentantskabsmødet i dag.
”Som en af de få organisationer har vi et stigende medlemstal, så vi nu er 88.766 medlemmer. Samtidig kan vi med en fuldtidsledighed på 2,8 pct. konstatere, at den er lavere end andre faggruppers. Det er med andre ord os, der står stærkest, når Danmark skal arbejde sig ud af krisen igen, og det er vore medlemmer, der bidrager centralt til væksten i Danmark. Vi ved, at ingeniører er blandt de sidste, der bliver afskediget, når virksomheder skærer ned, og blandt de første, der bliver ansat, når det begynder at gå godt igen,” konstaterede Frida Frost i sin beretning.
Da Frida Frost blev valgt til formandsposten i IDA i foråret 2010 havde hun og den nye hovedbestyrelse ambitioner om bl.a. at øge fokus på globaliseringen.
”Ambitionerne er ikke blevet mindre siden. Repræsentantskabet brænder for Vision 2020 med det medlemsrettede, den globale linje, en mere central rolle for ingeniører i samfundet, og en enorm forandringsvilje i Ingeniørforeningen”, konstaterede hun.
Som en helt naturlig del af udviklingen af IDAs flere end 2.000 arrangementer om året er IDA begyndt en rejse mod mere virtuelle arrangementer og arrangementer på engelsk. I den forbindelse glædede Frida Frost sig over, at flere end hvert tredje medlem deltager i mindst ét arrangement i løbet af et år – det er lidt over 33.000 medlemmer.
”Det kan ingen anden faglig organisation præstere,” tilføjede Frida Frost.
Repræsentantskabet tiltrådte budgettet for 2012, som indebærer en regulering af kontingentet med inflationen – 2 pct. Endvidere indføres et mindre kontingent for studiemedlemmer.
IDA NU - Beretning maj 2011 - november 2011