
Dermed fortsætter IDA den positive udvikling, som i 2008 gav en samlet besparelse på husets elforbrug med 6,3 procent.
Besparelsen er det konkrete resultat af en målrettet indsats på at nedbringe energiforbruget i Ingeniørhuset.
I 2007 indgik IDA en såkaldt kurveknækkeraftale med Elsparefonden. I aftalen, der er en af de mest ambitiøse, som Elsparefonden har indgået, forpligter foreningen sig til at skære 172.000 kilowatt af elforbruget inden udgangen af 2010.
Mange af de tiltag, som har banet vejen for at elmåleren arbejder stadig langsommere, er både enkle og effektive.
Som noget af det første satte husets teknikere og miljøchef Knud Høyer ind med A-pærer og elspareskinner.
”Derudover er der i Ingeniørhusets mødecenter installeret automatisk tænd og sluk i bl.a. mødelokaler og på toiletterne. Og på husets øvrige etager er der installeret lysfølere, som automatisk regulerer belysningen på gangarealerne i forhold til dagslyset”, forklarer Knud Høyer.
Men indsatsen slutter ikke her: Lige nu arbejdes der på et helt nyt kølingskoncept i husets serverrum, ligesom det er planlagt at indføre simuleret CO2-styring i 30 af husets mødelokaler.
Det betyder, at ventilationen i det enkelte mødelokale reguleres fire gange i timen i forhold til det antal personer, der opholder sig i lokalet.
Ud over at indsatsen gavner miljøet, er der også økonomisk ræson i at skrue ned for strømmen. For IDA vedkommende ventes investeringerne i alt fra elsparepærer til ventilationsanlæg at være tjent ind via besparelser på elregningen inden for fem år.
Grøn nøgle og svanemærke
Ud over elforbruget er der også fokus på andre områder i Ingeniørhuset, som har relation til miljøet.
Blandt andet er husets restaurant indehaver af ”Den grønne nøgle”, og i januar i år har husets trykkeri opnået den nordiske miljømærkning, som populært går under navnet ”Svanemærket”.
(Illustration: Niels Poulsen )