Udskriv siden 26. oktober 2009

Klima-boliger kan blive erhvervseventyr

Kreativt samarbejde mellem ingeniører og arkitekter kan danne grobund for ny vækst - hvis regeringen vil skabe betingelserne.


Der ligger et kæmpe eksport-potentiale i udviklingen af energibesparende huse Foto: Karen Eliot/Flickr

Af Rikke Krogh (formand for Akademisk Arkitektforening) og Lars Bytoft (formand for Ingeniørforeningen)

Når arkitekter og ingeniører sætter sig sammen og udnytter hinandens kompetencer til fulde, kan det sagtens lade sig gøre at bygge energi-neutrale boliger - til gavn for klimaet, men også med gode erhvervsmuligheder internationalt og med afledede positive effekter for små og mellemstore firmaer.

Den netop afsluttede BOLIG+ konkurrence i Aalborg viser nye veje.

BOLIG+ hedder dette bæredygtige koncept, der virkelig vil batte noget, hvis det kommer til at danne skole for dansk byggeri i fremtiden:
 
Det er ikke alene muligt at sænke energiforbruget i bygninger ganske markant, men også nødvendigt, hvis vi skal have vores kuldioxid-udslip ned.

Vi tror på, at den samlede boligmasse herhjemme i 2050 kan være kuldioxid-neutral til gavn for klimaet.

Indrømmet: Det er en ambitiøs vision. Men arkitekter og ingeniører har kompetencerne til at realisere den.

De fem konkurrenceprojekter i Aalborg viser det:
Det første BOLIG+ etageboligbyggeri, der skal opføres, er helt energineutralt på årsbasis.

Men der er også et enormt energibesparelsespotentiale i den eksisterende boligmasse.

Virkemidlerne er flere: Oprustning af både arkitekter og ingeniører, så det bliver attraktivt at samarbejde for at nå frem til de løsninger, der både fører til god arkitektur og til bæredygtighed. Det står AA og IDA inde for.

Men der også brug for en satsning fra det offentlige: En langsigtet plan for energibesparelser, så det bliver rentabelt for bygningsejerne at gå i gang med at renovere.

Sideløbende skal der forskes i nye materialer, så Danmark bliver førende. Endelig må vi ikke glemme at skabe endnu flere spydspids-byggerier, der viser det bedste af det bedste og som vil gøre det muligt at afprøve, evaluere og lære.

Og gevinsten ved den investering? Ikke bare et bedre miljø, men også at danske arkitekter, ingeniører, håndværkere, byggevirksomheder og energiteknologier rykker helt frem i det internationale førerfelt.

Kort sagt: At der skabes flere viden-tunge job og større eksportmuligheder til gavn for hele byggesektoren. Hvad venter regeringen egentlig på?

Production2012-02-01_1930_rev5082FE1