Kvindelige studerende på de naturvidenskabelige uddannelser har lavere forventninger end deres mandlige studiekammerater. Færre af pigerne vil være ledere, færre satser på at blive selvstændige og færre af de kvindelige studerende kan se sig selv som opfindere. Også når det gælder forventningerne til deres startløn, skyder pigerne flere tusinde kroner under drengene. Deres forventninger ligger endda markant lavere, end den løn, de ender med at få.
Det fremgår af en analyse, Ingeniørforeningen har gennemført blandt mere end tusind studiemedlemmer på de naturvidenskabelige uddannelser. Formanden for Ingeniørforeningens kvindeudvalg, Line Busk, er rystet over resultatet.
”Vi er nødt til hurtigst muligt at komme i gang med at pumpe faglig og personlig selvtillid ind i de kvindelige studerende. De skal turde forvente lidt mere. De er det værd,” siger Line Busk og understreger, at både universiteter, studievejledere, studenterorganisationer, virksomheder og pigerne selv har en opgave her.
Hun hæfter sig især ved, at kun 26 pct. af pigerne vil være ledere, mens 39 pct. af drenge har dette karrieremål. Der er også kun knap hver femte af de kvindelige studerende, der vil være selvstændige, mens det gælder for hver tredje af de unge mænd.
”Det er dybt bekymrende, at skævvridningen på direktionsgangene starter, allerede før kvinderne er færdige med deres studier. Det danske samfund har simpelthen ikke råd til at lade så mange kvinders lederpotentiale være uudnyttet. Universiteterne skal have mere fokus på, at ledelse også er et kvindefag,” siger Line Busk.
Hun er rystet over, at de kvindelige studerende er så beskedne i deres forventninger til løn. Deres forventninger til månedsløn som nyuddannet ligger op til 3.000 under deres mandlige studiekammeraters. Ydermere ligger deres forventninger til startlønnen mellem 1500 og 3.000 kroner under, hvad de rent faktisk kommer til at tjene.
”Pigerne skal ud af flinkeskolen. De skal jo ud og forhandle løn med en arbejdsgiver, og de skal vide, hvad de er værd. Her har Ingeniørforeningen selvfølgelig en rolle,” understreger Line Busk.