De gode tider holder pause på det private arbejdsmarked. Det kan ses på de privatansatte ingeniørers lønsedler, der efter mange år med pæne stigninger, i år kun er steget med 3,6 pct.
”Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet har fået nogen knubs i år, der har gjort det svært for ingeniørerne at hive de store lønstigninger hjem,” forklarer formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Ole Høyer.
Han ser årets resultat som et udtryk for, at hele arbejdsmarkedet er sendt til tælling efter en ordentlig mavepuster, da den finansielle krise for alvor ramte Danmark.
”I en trist periode, som den vi ser nu, er det uhyre vigtigt at bevare gejsten. Og løn er et vigtigt middel til at motivere, belønne og fastholde de gode medarbejdere. Så et år med en lille stigning som i år er ikke topmotiverende. Jeg vil anbefale virksomhederne til at være kreative og tænke langsigtet,” understreger Ole Høyer.
Blandt de alternativer AIR-formanden tænker på er at sikre medarbejderne gode udviklingsmuligheder, spændende arbejdsopgaver og fleksible arbejdsvilkår.
”Det gælder jo om at være klar til livet efter krisen, da dur det ikke at have forsømt medarbejderne, så de smutter så snart chancen byder sig. Det er ikke længe siden, at virksomhederne skreg på ingeniører, og den situation er der meget, der tyder på, at vi kommer til at se igen,” pointerer Ole Høyer.
Medarbejderne skal også huske at tænke på sig selv i en krisetid, understreger Ole Høyer.
”Det er fint at være en ansvarlig medarbejder, der tænker på virksomhedens ve og vel. Men som ansat skal man huske at gøre krav på den lønstigning, man har arbejdet for. En arbejdsplads vil hellere have en dedikeret medarbejder, der føler sig værdsat og giver alt, hvad han har. Frem for en desillusioneret medarbejder, der føler sig bitter og snydt,” understreger Ole Høyer.
Læs mere:
Lønstatistik 2009