”En fantastisk fremgang, der er resultatet af lang tids dedikeret arbejde”, sagde Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft, der samtidig kunne love medlemmerne et 2009-kontingent, der holdes nede på samme lave niveau som i 2008.
Lars Bytoft kom også ind på finanskrisens betydning for ingeniører. Selvom der er fyret folk rundt omkring, så er ingeniørmanglen så stor, at de hurtigt finder et job igen, viser tilbagemeldingerne.
”Vi har allerede set de første tilpasninger. Men vores medlemmer bliver absorberet næsten lige så hurtigt, som de bliver fritstillet. Vi følger situationen nøje og er on the spot for at yde høj medlemsservice”, sagde formanden og mindede om, at ledigheden fortsat er rekordlav. Også seniorerne er der job til.
”Faktisk er der større ledighed blandt dem under 30 år end hos seniorerne; hvem ville have troet det for fem år siden?”
Om udmeldelsen af AC – den træder i kraft fra årsskiftet – sagde han, at den er forberedt grundigt gennem en ti måneder lang proces, og at hovedbestyrelsen har taget beslutningen enstemmigt. Alligevel gav han VGA, IDA-stat og IDA-kommunal en indrømmelse.
”Vi står ved beslutningen, den var og er nødvendig. Men processen over for forbundsafdelingerne kunne måske godt have været baseret på endnu mere dialog”, erkendte han.
Ingeniørforeningen er – i lyset af AC-udmeldelsen – i fuld gang med at opruste med op til 10 nye medarbejdere. Disse skal bistå tillidsfolk og medlemmer ude på arbejdspladserne og styrke IDA over for arbejdsgiverne i staten, regionerne og kommunerne, blandt andet op til overenskomstforhandlingerne om tre år.
Samtidig indebærer nyansættelserne på Kalvebod Brygge, at IDA skærper og professionaliserer sin politiske profil over for Folketinget og regeringen. Det vil blandt andet ske inden for typiske AC-områder som forskning, arbejdsmarked og uddannelse.
Læs beretningen,
IDANU, april 2008– oktober 2008 (1.6 MB)