Udskriv siden 17. september 2009

Næsten hver anden nyuddannet ingeniør uden job

Ledigheden eksploderer blandt nyuddannede ingeniører. 44 pct. af de ingeniører, der netop er dimitteret står uden job. Det viser helt nye tal fra Ingeniørernes A-kasse, IAK. Det er en katastrofe - ikke blot for de unge men for det danske samfund, advarer Ingeniørforeningen.

”Vi risikerer at tabe en hel årgang højtuddannede, som aldrig kommer i gang med det fag, de er uddannet til. Det er spild af gode veluddannede unge mennesker, og samfundsøkonomisk er det helt idiotisk. Om få år kommer vi til at mangle disse unge i takt med, at de store årgange går på pension, og samfundet får behov for de teknologiske kompetencer, ingeniørerne besidder,” siger Morten Thiessen, formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.

Ingeniørernes A-kasse, IAK, peger på behovet for, at regeringen sætter ind med en målrettet indsats for at få de mange nyuddannede i arbejde.

”Denne årgang unge er jo uforskyldt blevet ramt af krisen. Det er en ekstraordinær situation, som kan reddes, men det kræver, at regeringen sætter hurtigt ind. I IAK kender vi ingeniørernes arbejdsmarked bedst og har overblikket over virksomhedernes behov og de nyuddannede ingeniørers kompetencer. Vi vil gerne bruge den indsigt til at matche de nyuddannede med de rette jobs og sikre, at de kommer i gang indenfor deres fag, inden deres kvalifikationer forældes. Det skylder vi de unge, og på længere sigt vinder det danske samfund på at få flere uddannede teknisk- og naturvidenskabelige vidensarbejdere. Det er dem, der skaber vækst og udvikling,” siger Jørn Guldberg, formand for IAK.

Ingeniørforeningen og IAK efterlyser seriøse og slagkraftige initiativer rettet mod ledige højtuddannede unge.  Ingeniørforeningen foreslår helt konkret, at regeringen allerede på næste års finanslov afsætter midler til at genindføre den succesrige ordning med løntilskud til at ansætte unge akademikere i små og mellemstore virksomheder. IAK ønsker mere fokus på en målrettet beskæftigelsesindsats med bedre muligheder for kompetenceudvikling samt mindre snærende bureaukrati.

Vil du vide mere om samme emne?
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1