De forringede muligheder for at indbetale på en ratepension rammer iværksættere og selvstændige særlig hårdt. Regeringen har med de nye pensionsregler øget skatten på risikovillighed, og det undergraver væksten, mener næstformanden i Ingeniørforeningen, Lasse Grønbech.
”Der er behov for vækst i Danmark – det er alle enige om. Langt ind i regeringen er der også enighed om, at væksten skal komme fra det private erhvervsliv. Men kæden hopper af, når man så vælger at stramme skatteskruen netop på et af iværksætterenes og andre af selvstændiges mest ømme punkter: adgangen til at spare op til pension. Her har selvstændige et helt andet – og legitimt – behov for fleksibilitet end lønmodtagere. Regeringens nye loft på ratepensioner undergraver direkte den risikovillighed blandt iværksættere og selvstændige, Danmark har så hårdt brug for, hvis der skal gang i væksten igen,” siger han.
Lasse Grønbech mener,at det efterhånden burde stå klart – også for regeringen – at krisen er ekstra hård ved iværksættere og små selvstændigt erhvervsdrivende. Omsætningen falder, virksomhederne bliver presset på likviditeten, og bankerne sidder ekstra hårdt på udlånspengene.
”I de små virksomheder går det ud over de selvstændiges personlige indkomst og muligheder for at spare op til pensionen. Og skal man forsørge en familie og holde sin virksomhed oven vande, er det ikke i alle år, der også kan lægges til side til pensionen. Det klager de færreste selvstændige over, for det er en kalkuleret risiko, når man er selvstændig. Til gengæld er det åbenlyst, at selvstændige så bør have mulighed for at gøre noget ekstra ud af deres pensionsopsparing i de gode år - uden at blive straffet skattemæssigt,” siger han.
Derfor finder Lasse Grønbech det også helt uacceptabelt, at regeringen nu begrænser adgangen til fradrag for opsparing på ratepension yderligere fra 100.000 kr. årligt til 55.000 kr. årligt.
”Hvis man er kommet sent i gang med pensionsopsparingen – som det af gode grunde ofte sker for selvstændige – så er ratepensionen en særdeles hensigtsmæssig måde at spare op til sin pension på. Den mulighed bør ikke begrænses. Det er også i direkte modstrid med den ambition, regeringen selv hævder at have om at understøtte iværksættere og nysstartede virksomheder i Danmark!" understreger Ingeniørforeningens næstformand.