Danmark deltager sammen med resten af Europa i et globalt hjernekapløb, hvor vi konkurrerer om viden og om at tiltrække de bedste hoveder. Flere analyser peger på, at vi i fremtiden særligt kommer til at mangle uddannet arbejdskraft inden for de naturvidenskabelige og tekniske fag. I dag er der en klar overvægt af drenge på mange af de naturvidenskabelige og særligt på tekniske uddannelser, som fx IT-teknologi, datalogi og nanoteknologi. Der ligger derfor et stort ubrugt talentpotentiale blandt danske piger.
Ligestillingsminister Lykke Friis siger: ”Danmark risikerer at sakke bagud i hjernekapløbet, hvis ikke vi får flere piger til at vælge de naturvidenskabelige og tekniske fag. Blandt andet Clean-tech industrien skriger efter kompetent arbejdskraft. Og her er der altså en ubrugt reserve i pigerne, som i alt for ringe grad vælger de naturvidenskabelige og tekniske fag.”
Formålet med projektet er at motivere piger til at vælge de naturvidenskabelige og tekniske fag ved at give dem praktisk “hands on”-erfaring med fagene, og vise dem de mange spændende udfordringer og muligheder, fagene byder på. Derfor vil pigerne fra en række 8. klasser blive inviteret til at deltage i først en praktikmesse på Experimentarium og herefter et praktikforløb på en virksomhed, der beskæftiger arbejdskraft med en naturvidenskabelig eller teknologisk uddannelse.
Formanden for Ingeniørforeningen IDA Frida Frost siger: ”En af de helt store udfordringer i forhold til at fange pigernes interesse for de her fag er, at pigerne ikke ved, hvilke jobmuligheder, de får gennem de her uddannelser. Vi ved, at mange piger træffer deres valg af uddannelse ud fra et ønske om at gøre en forskel for andre mennesker. At pigerne med en naturvidenskabelig eller teknologisk uddannelse kan skabe produkter og løsninger, der har positiv indflydelse på andres liv, er de færreste af dem klar over. Det skal vi have rettet op på.”
Projektet er inspireret af et lignede tiltag i Tyskland, som har eksisteret i 10 år, og som i dag engagerer 200.000 piger årligt. Initiativet har medvirket til, at der nu er væsentlig flere piger, der efter folkeskolen søger ind på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Initiativets succes bygger særligt på engagerede virksomheder, der har åbnet dørene for de deltagende piger.
I dag vil en lang række virksomheder modtage brev om at deltage i projektet og i løbet af efteråret forventes mange af virksomhederne at åbne dørene for en eller flere af de deltagende piger.
Forskningspolitisk chef i DI Charlotte Røhnhof siger: ”Jeg er sikker på, at mange virksomheder vil engagere sig i det her projekt. Vi ved, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden særligt indenfor naturvidenskab og teknik, og derfor skal alle talenter i spil. Jeg håber, at rigtigt mange piger vil få en god praktikoplevelse.”
Fakta
|
Kønsfordeling udvalgte uddannelser, antal optagne fordelt på køn, i procent |
|
|
Kvinder |
Mænd |
|
Korte videregående tekniske uddannelser |
26 |
74 |
|
Softwareudvikling |
19 |
81 |
|
Øvrige mellemlange tekniske uddannelser |
11 |
89 |
|
Kilde. Den koordinerede tilmelding 2010 |
Ifølge skøn fra Ingeniørforeningen, IDA, kommer vi allerede i 2015 til at mangle ca. 7.600 ingeniører. På lidt længere sigt, og med en forventet bedre verdensøkonomi, peges der i prognosen på, at vi 2025 kommer til at mangle op mod 20.000 ingeniører.