Forud for kommunalvalget på tirsdag har Ingeniørforeningen taget pulsen på danskernes holdning til, hvordan de mener kommunalpolitikerne prioriterer indsatsen omkring naturbevarelse og beskyttelse af dyre- og planteliv, miljø og naturområder.
Resultaterne viser med al tydelighed, at danskerne mener, at det absolut er en lokal opgave, og det glæder formanden for Ingeniørforeningens Styregruppe for Miljø, Energi og klima, Søren Skibstrup Eriksen.
”Det er en kraftig opbakning blandt danskerne til, at der på kommunalt niveau arbejdes målrettet med at sikre dyre- og planteliv samt miljøet generelt. Det er ikke uvæsentligt da, mange af disse opgaver nu ligger i kommunen,” siger han.

Udfordringen lokalt er, at udpege de forhold, hvor lokalpolitikerne kan bidrage til løsninger.
Der findes en række områder som lokale myndigheder, i samarbejde med borgerne, kan tage fat i.
Mange løsninger ligger lige for, men for at borgerne kan engageres, kræver det, at kommunerne opsætter nogle mål for det lokale arbejde og løbende vurderer, om udviklingen er på rette vej.
”Derfor skal lokalpolitikerne opstille målbare mål for deres arbejde hen imod en mere bæredygtig udvikling, og udvikle et indikatorsæt, som de følger og fastholder, så borgerne kan se,
hvordan det går med udviklingen i deres lokalområde,” siger Søren Skibstrup Eriksen.
I befolkningen er der udbredt mistillid til, at kommunalpolitikerne kan finde tilfredsstillende løsninger på de udfordringer og opgaver, som kommunerne står overfor i de kommende år. Og her ligger en stor opgave i at genoprette eller etablere et tillidsforhold mellem borgere og politikere, mener Søren Skibstrup Eriksen
” Det essentielle er nemlig, at det er en opgave, som kun kan løses i fællesskab. Hverken et politisk diktat eller borgernes velvilje gør det alene,” siger han.
Læs mere
IDAs kommunal- og regionsvalgskatalog