Udskriv siden 1. juli 2011

Strategiske P-pladser kan reducere trængslen

Langt flere pendlere vil benytte kollektiv transport, hvis der var gode parkeringsforhold i umiddelbar nærhed af tog og bus

Den stigende trængsel i og omkring de større danske byer kunne reduceres ved hjælp af simple tiltag. Hver 7. bilist vil nemlig gerne tage offentlig transport det sidste stykke, hvis der var bedre muligheder for at komme af med bilen, viser en undersøgelse foretaget for Ingeniørforeningen

Formand for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg, Per Højbjerre, mener at befolknings udmelding bør føre til konkret politisk handling.

”Hver syvende bil ud af byen er jo ikke en revolution. Omvendt er trafikken en størrelse, hvor mange elementer har indflydelse på det samlede billede. I dag spildes der 213.000 timer om dagen i bilkøer – eller hvad der svarer til knap 29.000 fuldtidsbeskæftigede om året. Derfor er strategisk placerede p-pladser rundt om de større byer, en af de vigtige brikker i det store spil,” siger han.

Park-and-ride er et velkendt fænomen i andre europæiske lande, og Per Højbjerre efterlyser derfor lidt mere visionær tankegang fra politisk hold.

”Det ligger i kortene at roadpricing eller betalingsringe bliver en del af danskernes hverdag før eller siden. Derfor skal parkeringsforhold tænkes ind allerede nu – både ved eksisterende og planlagte trafikknudepunkter, hvis vi skal have reduceret den stigende spildtid,” siger han.

Forudsætningerne for at projektet bliver en succes, er naturligvis at det ikke må koste en formue at parkere uden for de større byer, og at den offentlige transport bliver opgraderet til at kunne tage sig af en større andel af persontransporten herhjemme, understreger Per Højbjerre.

”Nyetablerede parkeringsanlæg vil også kunne få den oplagte fordel, at el og hybridbiler vil kunne stå til opladning, mens bilisterne passede deres arbejde i byen,” siger han.

 

 

Undersøgelsen er gennemført for IDA af Userneeds blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen. Der er indsamlet svar fra 1.000 personer mellem 18 og 65 år.

Vil du vide mere om samme emne?
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1