Roadpricing kombineret med en styrket og billigere kollektiv trafik er vejen frem, hvis det for alvor skal lykkes at reducere hovedstadsområdets bilkøer. Det mener et stort flertal af Ingeniørforeningens eksperter, der til daglig beskæftiger sig med trafik og trafikplanlægning.
Til gengæld tror under halvdelen af de 656 trafikeksperter på effekten af en betalingsring.
Formanden for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg, Per Højbjerre, er enig med eksperterne, og opfordrer derfor til en mere langtidsholdbar løsning på trængselsproblemerne.
”Roadpricing er en national løsning, og burde kunne samle partierne i Folketinget, og hvis der samtidig arbejdes for en effektiv kollektiv trafik, er vi på rette vej. Transportsektoren er på linje med energipolitikken ikke et område, hvor der skal sadles om, alt efter hvilket politisk flertal der er,” siger han.
Blandt de adspurgte eksperter er der heller ikke tvivl om, at der skal politisk handling til. 88 procent mener, at mætningspunktet er nået.
”I dag spildes der dagligt 213.000 timer i bilkøer rundt omkring i landet– eller hvad der svarer til knap 29.000 fuldtidsbeskæftigede om året. Det hænger ikke sammen med ønsket om et mere effektivt Danmark Transportsektoren står fortsat for en meget stor andel af CO2-udlediningen, og derfor kan politikerne slå flere fluer med et smæk, hvis de tænker langsigtet, siger Per Højbjerre.
|
Nemmere adgang fra opland til togstationer (nem adgang med bil/bus, gode parkeringsmuligheder) |
92 % |
|
Regulariteten på offentlige transportmidler sættes op |
89 % |
|
Priserne på kollektiv transport sættes ned |
79 % |
|
Øget komfort i tog og bus med mulighed for at arbejde undervejs |
75 % |
|
Bilejere betaler efter hvor og hvornår, der køres i bil (roadpricing) |
74 % |
|
Parkeringsafgifterne sættes op i de større byer |
48 % |
|
Etablering af betalingsring |
41 % |
|
Øget brændstofafgift på benzin og diesel |
31 % |
Ingeniørforeningen har spurgt 656 eksperter, der til daglig beskæftiger sig med trafik og trafikplanlægning, om deres syn på trængslen i trafikken