Udskriv siden 18. juni 2010

Turbo på tilbud til ledige

Flere ingeniører skal i job, og derfor er fagforening og a-kasse gået sammen om en stribe nye tiltag, hvor der er særligt fokus på ikke at tabe de ledige dimittender

Af Karen Witt Olsen - Artiklen er fra IDAvisen i Ingeniøren 18. juni 2010

Der er ikke megen fest over at være ledig. Det ved enhver, der har prøvet det. For få penge, for megen stress og for lidt selvtillid er ofte konsekvensen,og derfor rykker Ingeniørforeningen (IDA) og Ingeniørernes A-kasse (IAK) nu ud med en række initiativer, der skal hjælpe ledige medlemmer i arbejde.

”IDA og IAK har mange fælles medlemmer, og er man ledig, er man nok lidt ligeglad med, om hjælpen kommer fra fagforening eller akasse - bare den kommerog kommer i en fart” siger Lone Mandix, sekretariatsleder i IAK om baggrunden for samarbejdet mellem de to organisationer.

De tre typer
At en ekstra indsats er nødvendig,kan man se af IAK’s ledighedstal. Ledigheden blandt ingeniører og IAK’s øvrige medlemsgrupper er steget markant siden 2009 – og er fortsat højt i 2010. Hvor ledigheden i april 2009 var 2,5 pct. var den i april 2010 på 4,3 pct.

IAK’s sekretariatsleder fortæller, at meget forenklet er den typiske ledige én af tre typer: En dimittend, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet for første gang. En medarbejder, der er blevet opsagt pga. af nedskæringer. Eller en selvstændig,der må lukke sin enkeltmandsvirksomhed pga. manglende ordrer.

Nyt pr mail
Fælles for alle ledige medlemmer er, at de forhåbentlig allerede nu har mødt IAK og IDAs første konkrete initiativ i kampen mod ledigheden: Et nyhedsbrev fyldt med de mange tilbud, der allerede findes i de to organisationer,fortæller projektleder i IDA, Lene Christensen.

”Vi kan fx hjælpe med juridisk bistand. Måske har en opsagt ikke lige styr på reglerne omkring fritstilling eller feriepengelovgivningen ved en konkurs. Det har vi. Vi har også temarækker med fokus på jobsøgning, networking, job i udlandet og virksomhedsbesøg i hele landet. Og en pose penge til støtte til efter- eller videreuddannelseskurser i Danmark eller udlandet - med op til 55 pct. i tilskud.”

Netværk, netværk, netværk
Næste nyhedsbrev til ledige lander i mailboksene i slutningen af juni, og flere initiativer er på trapperne. Til august kommer en fælles hjemmeside specielt rettet mod ledige, ligesom IDA forsøger at aktivere sit helt unikke netværk af i regionale og fagtekniske netværk. For netværk er vejen frem.

”Flere end hver tredje ledig får job gennem netværk. Det kan være tidligere kollegaer, arbejdsgivere, samarbejdspartnere, venner, familie, faglige fællesskaber – eller via LinkedIn, Facebook eller Twitter. Netværk er især vigtige for de nyuddannede, der ikke tidligere har haft kontakt med arbejdsmarkedet,” siger sekretariatsleder i IAK, Lone Mandix.¨

Risiko for tabte årgange
En særlig indsats retter IDA og IAK mod de ledige dimittender. Ledigheden blandt de nyuddannede ingeniører og cand. scient.’er er pt. oppe på 31,6 pct. Og selv om det er normalt med højere ledighed blandt dimittender,er der en fare for, at de ’gamle’ dimittender bliver overhalet.
”For hver årgang, der kommer ud efter en selv, bliver det sværere og sværere for en nyuddannet at få job. Vi skal ikke risikere, at vi pludselig står med tabte årgange, der ender som fx taxachauffører, som vi så det i 1990’erne,” siger projektleder i IDA, Lene Christensen.

De ledige dimittender får derfor bl.a. nu særlige CV-møder, målrettet hjemmeside og en blog rettet mod dem i løbet af sommeren. Derudover vil IAK og IDA i løbet af efteråret gennemføre en dimittend jobsøgningscamp og arbejde på at udvikle en mentorordning.

Vil du vide mere om samme emne?
Gå til søgning
Du er ikke logget ind

GODE RÅD TIL LEDIGE

  • Gør dig helt klart, hvilket slags job du går efter, og målret din søgning
  • Kontakt din faglige organisation og a-kasse for at få hjælp
  • Dan overblik over, plej og brug dine netværk – også de sociale medier
  • Søg råd og vejledning hos ligesindede fx på IAK’s blog Get2Business. wordpress.com
  • Gør det til dit job at søge arbejde
  • Husk at det er normalt at blive stresset af ledighed, så sørg for også at holde fri
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1