Formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg, Morten Thiessen, er bekymret for stigningen i udflytningen af job – især i industrien. Tendensen er igen blevet dokumenteret i en rapport, som Danmarks Vækstråd netop har præsenteret.
”Politikerne er nødt til at indse, at vi har et både økonomisk og samfundsmæssigt behov for at bibeholde et betydeligt antal timelønnede job i produktionen i Danmark. Der skal være sammenhæng i kæden, hvis vi skal holde fast i et højt niveau for forskning, udvikling og innovation. Et af vores kendetegn i Danmark er jo netop, at vi er blandt verdens bedste til at arbejde og udvikle nye ideer på tværs af faggrupper og ledelseshierarkier. Det er en væsentlig grund til, at det er attraktivt for både danske og udenlandske virksomheder at være i Danmark,” siger Morten Thiessen.
Rapporten har allerede kaldt på de sædvanlige stemmer i debatkoret. Til denne debat har Morten Thiessens følgende kommentar:
”Det er enerverende igen og igen at høre arbejdsgivernes og de samme politikeres unuancerede synspunkter. De bliver ved med at gå i hak med synspunktet om, at det grundlæggende problem for dansk konkurrenceevne er, at lønningerne er for høje. Der er givetvis omkostningsproblemer i den danske industriproduktion. Til gengæld vil jeg gerne understrege, at for ingeniørernes vedkommende er der ikke noget misforhold mellem løn og ydelse i forhold til den internationale markedspris. Det beviser den lave ledighed blandt ingeniører i Danmark. Danske ingeniører opererer allerede på et internationalt arbejdsmarked – og med succes."
"Hvis økonomiministeren er så bekymret for den danske konkurrenceevne og gerne vil sænke lønomkostningerne, kunne han jo overveje at sænke skatterne på løn tilsvarende," siger Morten Thiessen.