LINAK modtog tirsdag årets Logistikpris for sin succes med at gøre logistik til en væsentlig konkurrenceparameter. Prisen uddeles i samarbejde med effektivitet.dk og IDA Produktion & Logistik
Tidligere har en stor produktkompleksitet gjort det svært at efterkomme kundernes ønsker til kort leveringstid og stor fleksibilitet overfor skift i produktbehov.
I dag er situationen vendt til at være én af virksomhedens forcer, skabt gennem målrettet arbejde med LEAN på fabrikkerne kombineret med en helt ny og differentieret logistikstyring.
LINAK har skabt resultater til gavn for kunderne og sig selv. 15 % lavere logistik omkostninger og 25 % mindre kapitalbinding hos datterselskaberne, er det flotte resultat af mere end 2 års målrettet udviklingsarbejde.
Blandt ændringerne skal fremhæves ”dual sourcing” fra Asien og Østeuropa, bestemt af graden af forudsigelighed og behov for fleksibilitet, montageproduktion ud fra kundeordrer og ny planlægningsmodel, med synkronisering af vareflow frem til store kunder.
Dommerkomitéen, der består af erfarne folk fra erhvervslivet og Copenhagen Business School, har i år besluttet at belønne LINAK for ”tallenes tydelige sprog” kombineret med en ambitiøs og målrettet ledelsesmæssig indsats i hele værdikæden.
Udviklingsarbejdet mod en større robusthed og højere fleksibilitet fortsætter.
Lige nu pågår arbejdet med at udvikle en produktkonfigurator, så der opnås en ’1:1 -proces’ mellem salg og produktion ved første kundekontakt. Dette er endnu et tiltag mod udvikling af en infrastruktur, der understøtter principperne for ”mass customization”.
Det er 16. år i træk Den Danske Logistikpris. Prisen er et klart signal til kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere om, at virksomheden er førende på logistikområdet.