Arbejdsmarkedet hungrer efter ingeniører. Gerne specialiserede, kompetente og erfarne folk, der ved, hvad der er op og ned på en arbejdsplads.
Derfor vil det være naturligt at satse aktivt på senioringeniørerne, og en ny undersøgelse fra IDA viser, at hvis virksomheder og offentlige arbejdsgivere spiller deres kort rigtigt, kan det faktisk lade sig gøre at få mindst 1.100 ingeniører til at forblive aktive på arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen er foretaget blandt Ingeniørforeningens medlemmer i alderen 55-64 år. 59 pct. svarer, at en nedsættelse af arbejdstiden kan få dem til at udskyde tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Mens 37 pct. angiver, at mere fleksibilitet vil kunne holde dem på arbejdsmarkedet.
”Seniorerne fokuserer især på, at de vil have mulighed for kompetenceudvikling, et godt psykisk arbejdsmiljø og fleksible arbejdsvilkår, så de også kan gå ned i tid,” siger Morten Thiessen, formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.
”Ingeniørerne er parate til at blive på arbejdsmarkedet, hvis vilkårene er rigtige, så nu gælder det om at få arbejdsmarkedets parter til at føre en aktiv og fleksibel seniorpolitik. Seniorpolitikken skal blandt andet sikre, at der er bedre muligheder for nedsat tid, fokus på det psykiske arbejdsmiljø, samt at man er sikret efteruddannelse, også efter man er fyldt 55 år,” understreger Morten Thiessen.
Resumé og anbefalinger >>
Download Længere tid på arbejdsmarkedet - En analyse af ingeniørers tilbagetrækning (Januar 2008)
Flere analyser >>