Udskriv siden 11. maj 2009

Klimaplan: Skær 90 procent af C02-udslippet og spar milliarder

I 2050 vil Danmark kunne reducere udslippet af drivhusgasser med 90 procent - og tilmed opnå samfundsmæssige besparelser i milliardklassen.

Skær 90 procent af Danmarks CO2-udslip inden 2050 og spar milliarder af kroner. Sådan lyder to af perspektiverne i Ingeniørforeningens bud på en dansk klimaplan, der viser vejen mod et energisystem, som udelukkende baserer sig på vedvarende energi. Planen præsenteres på en høring i dag i Ingeniørhuset i København.

IDAs Klimaplan 2050, som udspillet hedder, er resultatet af måneders intenst arbejde, hvor ingeniører og andre fagfolk har leveret arbejdskraft og input til planen. 

”Klimaplan 2050 er et helhedsorienteret bud på, hvordan Danmark både kan skære kraftigt ned på udledningen af drivhusgasser – samtidig med at vi forbedrer vores selvforsyning, vores økonomi og udvikler dansk erhvervsliv”, siger Søren Skibstrup Eriksen, der er formand for Ingeniørforeningens styregruppe for miljø, energi og klima. 

Hvad økonomien angår, stiller planen i udsigt, at Danmark allerede fra 2015 vil kunne høste årlige besparelser på op mod 13 mia. kr., alt afhængig af udviklingen i brændselspriserne.   

Vindmøller og biomasse udgør rygraden i Klimaplan 2050, hvor 70 procent af el-produktionen er baseret på vindkraft, og størstedelen af kraftvarmeproduktionen er baseret på biomasse og affald.

Men en fremtid der baserer sig 100 procent på vedvarende energi, kommer ikke af sig selv. Realiseringen af Klimaplan 2050 kræver, at en række initiativer sættes i værk:

”Det vil være nødvendigt, at vi øger forskning og innovation inden for de kritiske teknologer, planen bygger på. Når vi taler om vindmøllerne, er det desuden væsentligt, at der hurtigst muligt udarbejdes en langsigtet plan for udbygningen af hav- og landmøller. Derudover skal vi udnytte de store potentialer, der er for at reducere energiforbruget i industrien, i boligerne og på vejene samt mindske klimabelastningen fra landbruget”, understreger Søren Skibstrup Eriksen.

IDAs Klimaplan 2050 præsenteres i dag kl. 13 på en konference i Ingeniørhuset i København.  Konferencen er startskuddet på en faglig høring, der løber frem til 21. maj, hvorefter planen gøres endelig færdig.

Læs:
Klimaplan 2050 - hovedrapport
Klimaplan 2050 - baggrundsrapport

Besøg også:
Klimaplan 2050-site med links til rapporter og baggrundsnotater

Gå til søgning
Du er ikke logget ind

OM KLIMAPLAN 2050

IDAs Klimaplan 2050 er en del af det internationale klimaprojekt ”Future Climate – Engineering solutions”, hvor ingeniørorganisationer fra 12 lande arbejder med at udvikle nationale klimaplaner og andre tiltag, som kan bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser.

Medlemmer fra 12 af Ingeniørforeningens fagtekniske selskaber har deltaget i arbejdet med Klimaplan 2050, som bygger videre på IDAs ”Energiplan 2030” og bæredygtighedsrapporten ”Grøn fremtid”, som Ingeniørforeningen lancerede i henholdsvis 2006 og 2007.

Planen ledsages af en baggrundsrappport med analyser og konsekvensvurderinger foretaget af adjunkt Brian Vad Mathiesen, Aalborg Universitet, professor Henrik Lund, Aalborg Universitet, samt seniorforsker Kenneth Karlsson, Risø DTU

Rapporten er et høringsudkast til IDAs Klimaplan 2050. IDA byder ind til en 10 dages faglig høringsperiode (frem til 21. maj 2009 ), hvor læserne inviteres til at komme med faglige kommentarer. Rapporten skrives herefter endelig færdig og forventes færdig medio september 2009. 

Production2011-11-01_0935_rev4901FE1