OMTALE AF IDA
Underskud på kontoen for kloge hoveder
Trods løfter om en skattesats på 25 procent går udenlandske forskere uden om Danmark. I 2006 steg antallet af ph.d.-forskere under den såkaldte forskerordning kun med tre personer. "En stigning på tre personer er jo til at falde om af grin af. Det viser, at vi slet ikke er attraktive nok. Det er som om vi som samfund har glemt, at vi er i international konkurrence om at tiltrække de dygtigste forskere," siger Lars Bytoft, formand i Ingeniørforeningen.
Århus Stiftstidende, 04.05.07. (Erhverv og Viden side 11)
Giv plads til primadonnaerne
En ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen viser ifølge Dagbladet Licitationen, at det er en god forretning at ansætte et klogt og utraditionelt menneske, og så må man eventuelt leve med primadonnanykkerne og selvbevidstheden, hvis denne skulle være lidt anstrengende. Formanden for IDA, Lars Bytoft, er glad for at så mange ejere og ledere af de små, videnstunge virksomheder herhjemme nu giver plads til primadonnaer.
"Det øger muligheden for, at disse firmaer kan gå hen og blive morgendagens vindere i den globale vidensøkonomi," siger Lars Bytoft.
Jern- og Maskinindustrien, 19.04.07. (side 2)
Danmark spilder nydanske akademikeres kvalifikationer
Kommunerne mangler ressourcer og magter ikke at gennemskue de højtuddannede indvandreres reelle faglige kvalifikationer, forlyder det fra Ingeniørforeningen i Danmark. "Det er jo hul i hovedet og åbenlyst spild af ressourcer - både menneskelige og samfundsmæssige oven i købet i en tid, hvor arbejdsmarkedet skriger på højtuddannet arbejdskraft," siger Bolette Mohr, der er formand for Ingeniørforeningens familie- og ligestillingsudvalg.
Jern- og Maskinindustrien, 25.04.07. (side 4)
Sønderborg-elever blev nummer to
De unge opfindere fra Alssund Gymnasium, det tidligere Amtsgymnasiet, kom hjem med en 2. plads i dysten om at lave den bedste opfindelse. Der var tæt opløb i årets udgave af Science Cup, som Ingeniørforeningen, Dansk Industri og Undervisningsministeriet står bag. Sønderborgs bidrag var et stykke indikatorpapir til fødevarer. Farveskiftet afslører, hvor længe den pågældende vare har ligget i køleskabet. Dommerne roste eleverne for at tage et samfundsproblem op og udtænke en simpel løsning. I løbet af dagen fik de unge opfinderspirer rosende ord med på vejen af undervisningsminister Bertel Haarder og af Charlotte Rønhof, der er forskningschef i Dansk Industri.
Ejner Munkebro/Jydske Vestkysten, 07.05.07
Gammel alliance
Ingeniører har et støvet og nørdet ry, men i virkeligheden er ingeniørfaget både sjovt og kreativt. Derfor skal en imagekampagne med et tv-show og et computerspil nu overbevise de unge om, at det er bedre at blive ingeniør ned humanist."Hvem sørger for, at man kan rydde minefelter, rense grundvandet og sikre forureningsfri legepladser?" spørger Lars Bytoft, men han svarer selv: "Det gør ingeniører." Til gengæld behøver vi ikke så mange humanister, ifølge Lars Bytoft: "Der er masser af job og penge, og så en masse unge med forkerte uddannelser. Så vi skal have flere til at interessere sig for det naturvidenskabelige og så knap så mange humanister." Bag kampagnen står en gammel alliance bestående af Undervisningsminister Bertel Haarder, Formand for Ingeniørforeningen Lars Bytoft og Videnskabsminister Helge Sander.
Information/Kristian Villesen, 09.05.07 (side 13)
Det offentlige mangler 300-400 ingeniører
I en undersøgelse som Ingeniørforeningen har foretaget blandt de godt 3.300 offentligt ansatte ingeniører, svarer halvdelen, at der er ubesatte ingeniørjob på deres arbejdsplads. Det fører til dårligere service for borgerne, mener 87 procent af de kommunalt ansatte ingeniører. En af dem er Preben Mac, formand for IDA Kommunal: "Sagsbehandlingstiden bliver simpelthen længere, og borgerne får ikke den service, de kan forvente," siger Preben Mac.
Ing.dk, 08.05.07
Ny dom: Konkursramt ingeniør havde ret til feriepenge
IDA har vundet første runde i Østre Landsret over Lønmodtagernes Garantifond, der ikke havde ret til at kræve, at en ingeniør fra en konkursramt virksomhed holdt sommerferie i maj og dermed gik glip af sine feriepenge. "Dette er endnu et eksempel på at beskæftigelsesministeren går ind og omfortolker på love og regler, så det kommer lønmodtageren til skade," siger formand for Ansatte Ingeniørers Råd i IDA, Leif Dyrmose.
Ing.dk, 08.05.07
ARBEJDSMARKED
Kommentar: Jobkarteller skader Danmarks konkurrenceevne
"Det undrer os stærkt, at regeringen med lovforslaget vil tillade at sætte konkurrencen på arbejdsmarkedet ud af kraft ved at lovliggøre jobkarteller. Hvordan hænger det sammen med regeringens målsætning om, at Danmark skal være "verdens mest konkurrencedygtige samfund"? Lovforslaget vil fastlåse iværksættere og iværksættervirksomheder i servicebranchen, og dermed vil loven skade den samlede vækst i samfundet," skriver Jan Helmer, formand for DJØF Privat.
Børsen, 09.05.07. (side 2)
MILJØ OG ARBEJDSMILJØ
København skal være miljømetropol
Flere cyklister, mindre CO2 og mere økologi skal gøre Købehavn til den førende storby inden for rent miljø. Inden 2015 skal udledningerne være reduceret med 40 procent i forhold til niveauet i 1990, svarende til 20 procents reduktion i forhold til dagens udledninger. Det er muligvis det mest ambitiøse mål, nogen moderne storby endnu har sat sig, men den konkrete plan er ikke klar. Det kom frem da teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i går fremlagde Miljømetropolen, det kommunale flertals vision for Københavns miljø i 2015.
Information/Jørgen Steen Nielsen, 09.05.07. (side 7) + JP/Maria Lützen, 09.05.07. (side 8)
FAMILIE- OG LIGESTILLINGSPOLITIK
V-forslag: Betal kun for reel børnepasning
Når danske forældre har travlt på jobbet skal de have mulighed for at få deres barn passet i vuggestue eller børnehave i længere tid. Børnefamilierne skal kun betale for den tid, barnet reelt er i daginstitutionen, og søskende skal garanteres en plads i samme institution. Sådan lyder det fra Venstres familieordfører, Inger Støjberg, på dagen hvor regeringens Familie- og Arbejdslivskommission kommer med sit længe ventede forslag til at skabe bedre balance mellem arbejde og familieliv.
Berlingske Tidende/Morten Henriksen, 09.05.07. (side 4-5) + JP/Helle Tougaard (side 7)
ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI
Vækstfonden klar med nye venturefonde
I dag ventes økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) at løfte sløret for, hvor mange penge Vækstfonden har skrabet sammen til to nye venturefonde. Venturefondene skal skyde i penge i iværksættervirksomheder inden for henholdsvis sundhedssektoren, kaldet lifescience, og teknologisektoren.
Børsen/Jesper Kongskov Olsen, 09.05.07. (side 8)