OMTALE AF IDA
Kvaliteten af velfærd kan forbedres med teknologi
Rigtigt anvendt teknologi kan både være med til at øge livskvaliteten for kommende ældre og samtidig bidrage til at løse nogle af de udfordringer, som manglen på arbejdskraft i plejesektoren står overfor. Det er essensen i et debatoplæg, som KL og Ingeniørforeningen for nylig præsenterede på en konference i København. "Der er brug for at tænke kreativt og nyskabende om, hvordan vi udvikler fremtidens velfærdssamfund. Og her kan teknologien vise sig at være en formidabel medspiller, som kan være med til at gøre dagligdagen nemmere og tryggere for de ældre og samtidig frigøre mere tid til omsorg og pleje," siger Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen.
I dag.dk/Jacob Povl Holck, 4.4.08.
Mangelfuld undervisning taber tvivlerne på gulvet
Mangelfuld undervisning i innovation og iværksætteri vil få flere studerende til at vælge den sikre vej frem for at blive iværksættere, frygter Ingeniørforeningen. En undersøgelse foretaget af IDEA blandt 148 undervisere i innovation og iværksætteri på videregående uddannelsesinstitutioner viser, at underviserne selv mener, at undervisningen er utilstrækkelig. Det er bekymrende, mener tidligere formand for IDAs uddannelsesudvalg Thomas Bøhm Christiansen. "Innovationskurserne sætter rammerne for de studerende, der går med en iværksætter i maven, og hvis de kurser ikke er af en fornuftig kvalitet, får vi ikke fat i de studerende, der befinder sig på vippen af, om de skal satse på en normal karriere eller springe ud i det. Det vil de ikke gøre, hvis de mangler den rette viden og inspiration," siger Thomas Bøhm Christiansen.
Idag.dk/Sara Mahler, 4.4.08.
På jagt efter udlændinge
Den store mangel på arbejdskraft får nu jobcentrene i Trekantsområdet til at arrangere en konference den 15. april, hvor de lokale virksomheder skal oplyses om muligheden for at ansætte udlændinge. "Mange virksomheder er ikke klar over, hvad vi i jobcentrene kan tilbyde af hjælp og rådgivning i forbindelse med ansættelse af udenlandsk arbejdskraft," siger Bjarke Thomsen, jobcenterchef i Kolding, i en pressemeddelelse. På konferencen vil Ingeniørforeningen og Industriens Vikar Service fortælle om deres erfaringer.
Fredericia Dagblad/-, 3.4.08.
Motorvej til Bøjden har lange udsigter
Færgeruten mellem Bøjden og Fynshav spiller en afgørende rolle i fremtidens erhvervsudvikling på Fyn, fordi trafikken og godsmængden vil stige eksplosivt. Derfor skal der sejle færger hver halve time for at sikre porten til Sønderjylland og Tyskland, og samtidig skal Rute 8 mellem Nyborg og Bøjden udbygges til motorvej eller motortrafik. Dette udspil kom frem på konferencen "Fra kaos til handling", arrangeret af IDA Fyn, men det står ikke øverst på regeringens dagsorden, sagde formanden for Folketingets Trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen (V). "Politikerne må flytte fokus fra papir til handling," sagde formand for IDA Fyn Lars Andresen.
Fyns Amts Avis/Erik Jørgensen, 2.4.08. (1. sektion side 2)
Bøjden-Fynshav må nøjes med timedrift
Et brev fra transportminister Carina Christensen, der lover godt for timedrift på færgeruten Bøjden-Fynshavn vækker glæde i Faaborg-Midtfyn Kommune. På trafikkonferencen "Fra kaos til handling" i tirsdags foreslog Dansk Industri og Ingeniørforeningen halvtimesdrift på Bøjden-Fynhav, men den tanke skød formand for trafikudvalget i region Syddanmark Poul Weber ned som urealistisk.
Fyns Amts Avis/Erik Jørgensen, 3.4.08. (1. sektion side 2)
Nordjyske ingeniører vil på efterløn
Omkring tre ud af ti af de 55-64årige ingeniører i Nordjylland vil på efterløn, og det er flere end i resten af landet, viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen. Hver femte af de ingeniører, der allerede er på efterløn, fortæller, at det er på grund af ledighed, at de havnede på efterløn. "Det er trist, når efterløn ikke er frivilligt og kvalificeret arbejdskraft tvinges til at forlade arbejdsmarkedet," siger formanden for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg Morten Thiessen.
Sæby Folkeblad/Marianne Cornett, 2.4..08. (Side 66)
ARBEJDSMARKED
EF-dom lægger pres på dansk overenskomst
En ny EF-dom, der godkender lavere betaling af udenlandsk arbejdskraft i Tyskland, kan spænde ben for den danske arbejdsmarkedsmodel, mener
Arbejdsmarkedsforsker. De offentligt ansattes fagforening, FTF, frygter for lavere løn, mens LO og DA prøver at dysse postyret ned. En konkret tysk sag, mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og peger på, at reglerne i Tyskland er anderledes end i Danmark.
Politiken/Rasmus Dam Nielsen, 4.4.08. (1. sektion side 9)
Jobfesten ebber ud
Den danske jobfest er godt på vej til at ebbe ud. Ledigheden i byggeriet er begyndt at stige, og industrien og landbruget følger trop i år viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I 2009 vil nedturen også ramme servicesektoren, spår AE-rådet. Dansk Arbejdsgiverforening fastholder, at manglen på arbejdskraft vil fortsætte de kommende år.
Jyllandsposten/Henrik Skov, 4.4.08. (Erhverv side 2)
Kristelig Fagforening klar med strejkegodtgørelse
Medlemmerne af Kristelig Fagbevægelse skal som udgangspunkt gå på arbejde under den ventede storstrejke, men hvis de risikerer at blive mobbet eller på anden måde forhindret i at udføre deres arbejde, så er fagforbundet klar til at udbetale strejkegodtgørelse. Det sker, selv om Kristelig Fagbevægelse er erklæret modstander af strejkevåbnet.
Politiken/Ritzau, 4.4.08. (1. sektion side 9)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Folkebevægelsen: Erasmus Mundus murbrækker for privatisering
EU vil bruge eliteuddannelsen Erasmus Mundus som murbrækker for privatisering af uddannelse, mener Folkebevægelsen mod EU, der vil have ændret EU-Kommissionens oplæg til nyt Erasmus Mundus-program. Kommissionens forslag indebærer, at alle medlemslande skal indføre en fælles betalingsafgift på eliteuddannelsen, men Anne Jensen, MEP for Venstre, understreger, at EU ikke kan tvinge Dnamark til at opgive gratisprincippet på uddannelse.
Information/Nina Trige Andersen, 4.4.08. (1. sektion side 12+13)
Uddannelser kæmper om de unges gunst
Uddannelsesinstitutionerne bruger millioner på markedsføring og branding, for de mangler i katastrofal grad nye studerende. Når bevillingerne styres efter taxameterprincippet, er uddannelserne nødt til at optage de allerringest kvalificerede, og mange optager allerede unge, der ikke opfylder de formelle adgangskrav. Uddannelserne gør klogt i at holde fanen højt og lade være med at optage studerende, der ikke har papirerne i orden, og fokus bør flyttes fra, hvor mange, der kan lokkes til at gå i gang med en uddannelse, til hvor mange, der gennemfører, skriver studiechef ved KU Jacob Lange.
Politiken/Jacob Lange, 4.4.08. (Karriere og Job side 2)
TEKNOLOGI OG INNOVATION
Storbyer vil have lov om kørselsafgift
Betaling for at køre i bil i Danmarks største byer kan blive virkelighed i fremtiden. I København har politikerne længe ønsket muligheden for at opkræve bompenge, når bilister kører i city, og Odense og Aarhus melder nu ud med tilsvarende krav.
Børsen/Ritzau, 4.4.08. (1. sektion side 24)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Dansk sejr bag international skibsfarts CO2-reduktion
En dansk offensiv i FN’s søfartsorganisation IMO har fjernet en lang række forhindringer for at få nedbragt skibsfartens udledning af CO2, idet IMO har vedtaget et dansk forslag om ni grønne principper, der i fremtiden skal gælde for skibsfartens forurening. Et stærkt signal, mener økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der glæder sig over udviklingen. Et af principperne er, at reguleringen skal gælde alle lande, hvilket især udviklingslandene hidtil har modsat sig.
Politiken/Ritzau, 4.4.08. (1. sektion side 7)
Regeringen: Virksomhederne skal ikke vente på politikere
Klima- og energiminister Connie Hedegaard vil have de danske virksomheder til at tænke globalt i kampen om at nedsætte CO2-udslippet og peger på klimatopmødet i København 2009 som en unik mulighed for danske virksomheder. "Virksomhederne skal ikke vente på politiske forslag. Alle skal gå i gang og tage initiativer af dem selv for at nedsætte CO2-udledningen. På den måde vil de danske virksomheder komme først med miljøvenlige produkter, og det vil give enorme gevinster for Danmark, sagde Connie Hedegaard på en klimakonference arrangeret af Dansk Energi.
Erhvervsbladet.dk/Michael Müller, 4.4.08.
Kronik: Det går ikke ét skridt i den rigtige retning
EU’s direktivforslag om vedvarende energi lægger op til, at biobrændstoffer skal spille en vigtig rolle i opfyldelsen af målsætningen om, at 10 procent af energien til transport skal komme fra vedvarende energikilder i 2020. Men biobrændstoffer og bæredygtighed er uforenelige størrelser, og Kommissionen stiller ikke krav om, at biobrændstof importeret fra tredjelande skal opfylde EU’s miljøkrav til landbrug. Det er forkert prioritering, hvis vi erstatter fossile brændstoffer med fornybare ressourcer, der også er knappe, når det, vi i virkeligheden bør gøre, er at mindske trafikken og forbedre energieffektiviteten, skriver Safania Eriksen og Bente Hessellund, medlemmer af NOAH’s Landbrugs- og Fødevaregruppe, i en kronik.
Information/-, 4.4.08. (1. sektion side 18)
FAMILIE- OG LIGESTILLINGSPOLITIK
Flere kvinder i ledelsen
5,6 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de børsnoterede selskaber er kvinder, og nu vil erhvervsminister Bendt Bendtsen bede Komiteen for god Selskabsledelse, det såkaldte Nørby-udvalg, om forslag til, hvordan flere kvinder kan komme ind i bestyrelser.
Idag.dk/Jakob Povl Holck, 4.4.08.
POLITIK OG ØKONOMI
Vælgerne dumper Løkke som statsminister
Kun 25 procent af danskerne mener, at Lars Løkke Rasmussen er egnet til at overtage posten som regeringschef, viser en meningsmåling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen. Skepsisen er særlig stor blandt venstrefløjens vælgere, men heller ikke de, der stemmer borgerligt, er begejstrede.
Børsen/Nikolaj Sommer, 4.4.08. (1. sektion side 22)
Danskerne klar til euro
En ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut viser et klart flertal blandt danskerne til at stemme ja til en afskaffelse af både ØMU-forbeholdet og forsvarsforbeholdet. 55 procent af danskerne siger ja til at afskaffe ØMU-forbeholdet, mens 38 procent er imod, og 59 procent til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Den konservative EU-ordfører Helle Sjelle er glad for tallene.
Børsen/Nikolaj Sommer, 4.4.08. (1. sektion side 24)
FØDEVARER OG SUNDHED
Flere lande bremser for eksport af fødevarer
Som svar på fødevareprisernes himmelflugt søger stadig flere lande at begrænse eksporten af korn, ris og andre essentielle fødevarer. I de seneste uger har bl.a. Indonesien, Rusland, Ukraine og Thailand lagt låg på fødevareeksporten for at sikre den lokale forsyning. Det gør kun problemet værre, mener kritikere, fordi eksportrestriktionerne får landmændene til at producere mindre og desuden presser prisen endnu højere op.
Politiken/Esben Kjær, 4.4.08. (1. sektion side 11)