OMTALE AF IDA
Succesen følger ikke automatisk med hjem
Mangel på karriereplanlægning og forventningsafstemning gør jobudbyttet skuffende lille for mange udstationerede, når de vender hjem. Virksomheder og organisationer glemmer at udnytte den viden og erfaring, medarbejderne kommer tilbage med, og det gælder både private og offentlige arbejdspladser, viser tal fra Ingeniørforeningen og DJØF. "Vores undersøgelser viser samstemmende, at mange virksomheder ikke er bevidste om, hvad de vil bruge medarbejdernes nye kompetencer til, når de kommer hjem. Det til trods for, at det jo er virksomheden selv, der har foranlediget udstationeringen," siger Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen.
CV/Louise Reseke, 23.6.08. (Side 34-37)
Ingeniørerne skal redde dansk rigdom
De nye ingeniører når næppe ud af eksamenslokalet, før de har arbejde, og en skrigende mangel på ingeniører truer Danmarks position som vidensamfund. "Vi risikerer at ende som hjemstavnsmuseum i udkanten af EU, og det går stærkt nu," advarer Morten Thiessen, formand for Ingeniørforeningens arbejdsmarkedsudvalg. "Der er så mange ubesatte stillinger, at mange virksomheder nu vælger at lægge deres udviklingsopgaver ud af Danmark. Der sker en stille forblødning af vækst til lande, der bedre kan konkurrere på arbejdskraften. Problemet er ikke prisen på arbejdskraften, men muligheden for overhovedet at skaffe den," siger Morten Thiessen, der efterlyser mere styring i uddannelsessystemet.
Nordjyske/Egon Kjøller, 25.6.08. (Karrieretillæg)
Dansk førsteplads i at sende ingeniørarbejde ud
Sammenlignet med de nordeuropæiske konkurrenter sender danske virksomheder flest ingeniøraktiviteter til udlandet, viser nye tal. Årsagen er den hjemlige ingeniørmangel, og der er bekymrende for Danmark, mener Ingeniørforeningen og Dansk Industri. "For virksomhederne er det ligegyldigt, hvor de værdigenererende udviklingsaktiviteter foregår. Men det er et problem for Danmark, når velfærdssamfundet finansieres over skatten, at disse aktiviteter lægges i udlandet," siger Morten Thiessen, formand for IDAs arbejdsmarkedsudvalg.
DI Business/Rune Lindberg Nielsen, 23.6.08. (Side 9)
WHD: Omkostninger presses op af ingeniørmangel
Manglen på veluddannede ingeniører presser høreapparatkoncernen William Demant på pengepungen. Lønudviklingen løber simpelt hen hurtigere inden for denne faggruppe, og det er et generelt branchefænomen båret af den udbredte mangel på ingeniører, påpeger HR-direktør i Oticon Mads Kamp. "Vi lægger os meget tæt op af de statistikker, der kommer fra Ingeniørforeningen om, hvad der er af lønstigninger for årgangene. Og kigger man på de yngre årgange, ser vi typisk lønstigninger mellem 7 og 9 procent i løbet af det første år," siger Mads Kamp.
Erhvervsbladet.dk/RB-Børsen, 24.6.08.
ARBEJDSMARKED
DA: Lave jobmål giver velstandsdyk
Velstand og velfærd falder, hvis ikke regeringens kommissioner øger arbejdskraften med mindst 200.000, vurderer Dansk Arbejdsgiverforening. Regeringens arbejdsmarkedskommission er sat til at flytte 50.000 mennesker fra overførselsindkomst til ustøttede job, så regeringens 2015-plan kan hænge sammen økonomisk, men den reelle mangel på arbejdskraft er langt større. Det får velstandsudviklingen til at dykke så langt ned, at Danmark sammen med Holland er bundskraber blandt de 30 OECD-lande frem mod 2015.
Børsen/Ulrik Horn, 26.6.08. (1. sektion side 14+15)
Kravet om ligeløn er kommet for at blive
Pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andet sundhedspersonale stemte i går i stort tal ja til en ny lønaftale. "Der er rejst en ligelønskamp, som politikerne ikke kan sidde overhørig. Den går ikke væk, selv om de snor sig uden om at nedsætte en lønkommission, der sætter fokus på ligeløn," siger Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet. Ligeløn er en charmerende sag, men det er altså svært at sammenligne lønnen for en privatansat ingeniør, der måske lægger gratis timer på arbejde, og en sygeplejerske på Herlev Hospital med faste arbejdstider, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, AAU.
Politiken/Thomas Flensburg, 26.6.08. (1. sektion side 7)
ARBEJDSMILJØ
Sager om arbejdsskader stoppes
Det er blevet sværere at få genoptaget arbejdsskadesager på grund af ændret praksis hos arbejdsskademyndighederne, der på eget initiativ har skubbet bevisbyrden over til den tilskadekomne. Den nye praksis kan være i strid med loven, mener førende advokat på området, Søren Kjær Jensen, og FTF-formand Bente Sorgenfrey kræver, at Folketinget ser på sagen.
Berlingske Tidende/Frederik M. Juel, 26.6.08. (Business side 16)
ERHVERV
Videnvirksomheder ønsker mangfoldighed
Otte ud af to videnintensive virksomheder ønsker en mangfoldig sammensætning af medarbejderne. Det er de mest innovative virksomheder, der går efter en bredt sammensat medarbejderskare af ansatte – for det giver flere kompetencer og mere innovation. Hver femte tror også det øger indtjeningen, viser en undersøgelse, Teknologisk Institut har lavet med interview af 1000 direktører i panelet Danmarks Vækstlag.
Børsen/-, 26.6.08. (1. sektion side 13)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Flere unge dropper at uddanne sig
Færre og færre unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Ifølge tallene for 2006 er andelen af en årgang, der tager en ungdomsuddannelse, for første gang i 15 år under 80 procent, mens regeringens mål er, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Det kan skyldes, at regeringens skattelettelser og forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget gør det mere attraktivt at arbejde i stedet for, påpeger Cepos. Undervisningsminister Bertel Haarder afviser.
Politiken/Martin Justesen, 26.6.08. (1. sektion side 7)
TEKNOLOGI OG INNOVATION
Rapport: Høj fart – flere dræbte
Efter måneders venten har transportministeriet nu udsendt en rapport om effekten af at hæve hastigheden på motorvejene. Antallet af dræbte på motorvejene er steget med 38 procent, efter fartgrænsen er blevet sat op, mens der på det øvrige vejnet har været 18 procent færre dræbte og tilskadekomne. V er skuffet over rapporten, mens S og SF vil have placeret ansvar for, at rapporten har været så længe undervejs.
Jyllandsposten/Lars From, 26.6.08. (1. sektion side 2)
Højere benzinpriser får bilister til at vælge toget
Hvis benzinprisen rammer 15 kroner per liter, vil halvdelen af danskerne køre mindre i bil, viser en Gallup-undersøgelse, og hos DSB mærker man allerede nu tendensen. "Det er klart at priserne betyder noget," siger Mogens Fosgerau, seniorforsker ved Institut for Transport på DTU. Han mener dog ikke, at der er tale om en kollektiv smertegrænse, men at mange danskere nok vil fortsætte med at købe benzin, selv om den koster 15 kroner literen. Gallup-undersøgelsen viser også, at det snarere er større bekvemmelighed og reduktion i rejsetiden end lavere priser, der kan lokke flere danskere over i den kollektive trafik.
Berlingske Tidende/Rune Langhoff, 26.6.08. (1. sektion side 4+5)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Dansk olieeventyr brænder ud
Statskassen fik omkring 3 milliarder kroner mindre ind i skatter og afgifter for nordsøolien i 2007 end året før, nemlig 28 milliarder kroner Faldet skyldes mindre olie- og gasproduktion i 2007 og en faldende dollarkurs, som ikke fuldt ud kunne opvejes af den stigende oliepris, oplyser Energistyrelsen.
Børsen/-, 26.6.08. (1. sektion side 14
Nu skal energiforbruget ned
I takt med de stigende oliepriser bliver virksomhederne mere opfindsomme, når energiforbruget skal bringes ned. Overalt i erhvervslivet sætter man ind med tiltag, som skal spare energi, og det gælder både almindelig sund fornuft og højteknologiske løsninger. Regeringen venter, at vores samlede energiforbrug vil falde, selv om økonomien fortsætter med at vokse.
Berlingske Tidende/Uffe Gardel, 26.6.08. (Business side 4+5)
CO2-kvoter tvinger virksomheder ud af EU
EU’s CO2-kvotesystem flytter investeringer i energitung industri ud af Europa, konkluderer den europæiske industriorganisation Business Europe, der i går mødtes med EU-Kommissionen for at diskutere, hvordan industriens CO2-udslip skal reguleres i fremtiden. Tung industri bør fortsat få gratis CO2-kvoter, indtil der kommer en global klimaaftale, ellers fortsætter virksomhedsflugten, mener DI.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 26.6.08. (1. sektion side 16+17)
POLITIK OG ØKONOMI
Sparekniven slibes i kommunerne
Næsten halvdelen af landets kommuner regner med større besparelser for at få budgettet for 2009 til at hænge sammen. Det er konklusionen på en rundspørge blandt borgmestre og kommunaldirektører, som FOA har foretaget. 12 procent vil høste besparelser på børneområdet, og andre 12 procent har udset sig de ældre som sparemål. Bekymrende, mener FOA-formand Dennis Kristensen.
Jyllandsposten/Hanne Fall Nielsen, 26.6.08. (1. sektion side 6)
Centralbanker til kamp mod global inflation
Kampen mod inflationen er i gang, men langtfra vundet, mener økonomer. Centralbanker over hele verden hæver renten for at holde truslen om inflation fra døren. Allerede i næste uge forventes Den Europæiske Centralbank og dermed Danmarks Nationalbank at sætte renterne i vejret.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 26.6.08. (1. sektion side 180+19)