OMTALE AF IDA
IDA anbefaler investeringer i CO2-besparelser
Ingeniørforeningen anbefaler, at politikerne gennemfører milliardstore investeringer i vindmøller, bølgekraft, letbaner og miljørigtige biler. Med en oliepris på snart 200 dollar per tønde viser beregninger fra IDA nemlig, at det kan give samfundet en gevinst på 27 milliarder kroner, oplyser IDAs formand, Lars Bytoft.
DR Update 29.5.08 klokken 9.44.
Alternativ energi kan forgylde Danmark
På sigt kan den dyre olie og benzin forgylde Danmark. Det mener Ingeniørforeningen, som anbefaler politikerne i stedet at investere i vindenergi, bølgeenergi, letbaner og biler, der kører længere på literen. Det vil i første omgang koste milliarder af kroner, men på sigt vil det betale sig. Lars Bytoft, formand for Ingeniørforeningen, siger, at man kan spare op til 27 milliarder kroner om året ved at omlægge energiforsyningen. Han påpeger, at de tal som politikerne i dag arbejder med i energiforliget er håbløst forældede.
DR P1 Radioavisen 29.5.08 klokken 6.00+DR P4 Radioavisen 29.5.08 klokken 6.00.
Vejen til topjobbet går via din headhunter
Headhunterne nyder kronede dage på det danske marked. Det betaler sig at finde den rigtige topchef, og indtil videre har headhunterne styret fri af den globale afmatning. En undersøgelse, som Berlingske Nyhedsmagasin for nylig har gennemført i samarbejde med DJØF, IDA og C3 bekræfter tendensen. Blandt 3.000 yngre akademikere er over halvdelen blevet forsøgt headhuntet af professionelle rekrutteringsfirmaer inden for de seneste to år – og næsten to tredjedele af dem inden for det seneste halve år.
Erhvervsbladet/Søren Nordahl Friis, 27.5.08. (1. sektion side 10+11)
Offentligt-privat samarbejde: Ingeniører bytter plads
Esbjerg Kommunes Teknik og Miljø og fire Esbjerg-afdelinger af ingeniører udveksler medarbejdere for at styrke rekruttering og fastholden af viden. De fem parter deltager i projekt Mobil Læring, og formålet er at styrke arbejdspladsernes muligheder for tiltrækning, udvikling og fastholdelse af ingeniørernes viden. Derudover er sigtet at styrke samarbejde mellem Teknik og Miljø og de private rådgivere. Bag projektet står Kommunernes Landsforening og Ingeniørforeningen.
Licitationen/-, 28.5.08. (Side 1)
Den første Bolig+bygherre
Aalborg Kommune udbyder en attraktiv byggegrund til salg til en bygherre, som vil opføre Bolig+etagebyggeri. Udbuddet er et led i Aalborg Kommunes strategi for bæredygtig byudvikling med arkitektonisk kvalitet. Bolig+ er et samarbejde mellem Elsparefonden, Det Økologiske Råd, Akademisk Arkitektforening, Ingeniørforeningen, Statens Byggeforskningsinstitut og Teknologisk Institut.
Byggeri/-, 6.5.08. (Side 17)
ARBEJDSMARKED
Fagforbund advarer mod ligelønskommission
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og Sine Sunesen fra Akademikernes Centralorganisation advarer nu direkte mod den ligelønskommission, som blandt andet Sundhedskartellet, BUPL og FOA forsøger at presse igennem. Det vil skabe ”urealistiske forventninger” hos lønmodtagerne at foregive, at en lønkommission for alvor vil kunne flytte om på lønrelationerne på arbejdsmarkedet, og desuden vil ligelønskommissionen underminere den danske model, lyder advarslen.
Børsen/Maria Kehlet Hansen, 30.5.08. (1. sektion side24+25)
Ledighed overrasker endnu en gang
Arbejdsløsheden fortsætter med at falde i rask tempo og overrasker stort ved nu at være under 50.000 personer svarende til 1,8 procent af arbejdsstyrken. I flere kommuner er ledigheden presset ned under 1 procent. Imponerende, mener økonomer, der dog holder fast i deres dystre spådomme om, at der meget snart kommer en vending, og at ledigheden så kan stige meget hurtigt.
Berlingske Tidende/Lars Erik Skovgaard, 30.5.08. (Business side 5)
Debat: Når ligelønnen kommer
Når der nedsættes en ligelønskommission, skal der følge penge med, og mandatet skal være bredt og dække hele arbejdsmarkedet, så det sikres, at mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde, og de samme funktioner giver det samme i løn. Det er ikke nok at kigge på dele af arbejdsmarkedet, som FOA har anbefalet, fordi uligeløn er et generelt strukturelt problem, skriver Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening, i et debatindlæg.
Politiken/-, 30.5.08. (2. sektion side 8)
ARBEJDSMILJØ
Udlændinge savner kontakt
Det øgede antal udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, savner kontakt med danskere, viser en undersøgelse fra Integrationsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. De to ministerier vil have kommunerne til at hjælpe med danske værtsfamilier, men integrationskonsulent peger på, at virksomhederne selv skal løse opgaven.
Børsen/Ritzau, 30.5.08. (1. sektion side 22)
ERHVERV
Konsulenter bag tredjestørste branche
DI har kortlagt konsulentbranchens størrelse i den første samlede branchestatistik, og den viser, at branchen omsætter for det dobbelte af landbruget. Dermed er branchefællesskabet for videnrådgivere den tredjestørste branche, kun overgået af skibsfart og engroshandel med maskiner. Vidensuddannelserne skal sikres bedre politisk, mener branchedirektør Bjarne Lundager Jensen.
Børsen/Pia Lykke, 30.5.08. (Executive side 14+15)
Flere videnstunge iværksættere på vej
Mens ventureinvestorerne holder igen og i stort omfang dropper nyinvesteringer, bobler iderigdommen og kvaliteten af den på landets universiteter. Flere iværksættere end nogensinde er i år med i forretningsplankonkurrencen Venture Cup. ”Det er en uheldig kombination. Nedgangen vil fortsætte og kan ogaå ramme de virksomheder, der nu står på spring. Vi vil nok desværre se flere eksempler på virksomheder, der er klar og har projektet, men ikke kan få penge,” siger Torsten Kolind, direktør for Venture Cup.
Børsen/Jesper Kongskov Olsen, 30.5.08. (1. sektion side 10)
UDDANNELSE OG FORSKNING
Studerende får mere SU – og må arbejde mere
Via rationalisering og omlægning er der pludselig mere SU til udvalgte grupper af studerende. Det gælder blandt andet handicappede og samboende forsørgere. Samtidig hæves fribeløbet for arbejde ved siden af studierne. Til gengæld bliver dobbeltklipordningen, hvor studerende kan udskyde SU, hvis de tjener for meget, afskaffet fra 2009.
Berlingske Tidende/Uffe Tang, 30.5.08. (1. sektion side 7)
Få arbejderbørn blandt forskerne
Blandt forskerne er der uhyggeligt langt imellem unge, der har brudt den negative sociale arv, og unge med akademikerforældre har 35 gange større chance for at gøre forskerkarriere end unge med ufaglærte forældre. Nu har videnskabsminister Helge Sander bedt en lille arbejdsgruppe se på, hvad der kan gøres for at rette op på skævhederne.
Politiken/Jakob Lange, 30.5.08. (Karriere og job side 2)
Aalborg Universitet går på strandhugst efter topforskere
Først var det en hel forskergruppe i telekommunikation, så var det en af Danmarks topforskere i biobrændstof og nu snupper Aalborg Universitet en af sværvægterne inden for både privat og offentlig forskning fra Københavns Universitet. Lene Lange, institutleder på Biologisk Institut ved Københavns Universitet, forlader posten til fordel for en nyoprettet stilling som prodekan for forskning ved AAU.
Information/Lise Richter, 30.5.08. (1. sektion side 13)
MILJØ, ENERGI OG KLIMA
Dansk benzin er blandt det billigste i Europa
Danskerne har ingen grund til at klage over de høje benzinpriser, mener trafikforskere. Set i forhold til vores købekraft tilbyder Danmark bilisterne den fjerdebilligste benzin i Europa. Det viser beregninger fra analyseinstituttet Urban Analyse. Kun i Østrig, Norge og Irland er benzinen billigere end i Danmark. I stedet for at have så kraftigt fokus på benzinprisen burde man koncentrere sig om at sænke prisen på den kollektive trafik, mener trafikforsker.
Jyllandsposten/Anders Elleby Nielsen, 30.5.08. (1. sektion forsiden+side 2)
FAO-rapport: Fordelene ved biobrændsel er beskedne
Verdens fødevarepriser vil i de kommende år falde fra det nuværende rekordhøje niveau, men de vil holde sig et godt stykke over gennemsnittet de sidste ti år, lyder det i en rapport fra FN’s Fødevareorganisation, FAO, der peger på, at den øgede produktion af biobrændsel har sendt priserne på fødevarer i vejret. Analyser ”tyder på, at de energimæssige, sikkerhedsmæssige og økonomiske fordele ved fremstilling af biobrændsel i bedste fald er beskedne og i værste fald negative”, står der i rapporten.
Politiken/AP, 30.5.08. (1. sektion side 10)
Amerikanerne strammer bæltet og hjælper klimaet
De skyhøje energipriser udretter, hvad klimaforkæmpere kun kunne have drømt om. Amerikanerne er i færd med at gennemføre en omlægning af deres energiødslende livsmønster. USA’s energiministerium forudser, at landets benzinforbrug i 2008 vil falde for første gang siden 1991.
Information/Martin Burcharth, 30.5.08. (1. sektion side 8+9)
POLITIK OG ØKONOMI
Hver anden kommune må skære ned på folkeskolen
I halvdelen af landets kommuner bliver der i det kommende skoleår skåret ned på folkeskolen. Det betyder flere uhumske toiletter, vurderer Danmarks Lærerforening, og kommunerne vurderer, at der bliver lærerfyringer, færre undervisningstimer og øget klassekvotient.
Berlingske Tidende/Morten Henriksen, 30.5.08. (1. sektion side 12)
SKAT OG PENSION
”Danmark skal tilbage på vækstsporet”
Skatteminister Kristian Jensen afviser blankt, at regeringen ikke gør nok for at bremse den nedtur, der er i gang i dansk økonomi. Han har store forventninger til, at næste års skattereform vil øge arbejdsstyrken markant. ”Alt er i spil,” siger ministeren.
Berlingske Tidende/Lars Erik Skovgaard, 30.5.08. (Business side 4+5)
FØDEVARER OG SUNDHED
Patientstrøm til private hospitaler
Antallet af patienter, der henvises til behandling på private hospitaler på det offentliges regning, stiger eksplosivt i øjeblikket. Det offentliges monopol på behandling er definitivt brudt, mener privathospitalerne. Regionerne kræver indgreb.
Berlingske Tidende/Tine Bruun Eriksen, 30.5.08. (1. sektion forsiden+side 10+11)