Udskriv siden

27. januar 2011

AKTUEL OMTALE AF IDA

Danmark har rekordmange forskere – i det private erhvervsliv
Det private erhvervsliv lokker, når forskere skal vælge ansættelse. Tal fra EUs statistikbank, Eurostat, viser, at 63 procent af forskerne i Danmark er ansat i det private, mens universiteterne altså har færre end hver tredje videnskabsmand på deres lønningsliste. Ifølge en analyse fra Ingeniørforeningen skyldes forskernes utilfredshed med universiteterne deres ansættelsesvilkår. "For mange af de offentligt ansatte forskere gælder det, at deres ansættelsesvilkår ikke er gode nok. Mange er løst ansat i årevis – nogle sågar helt frem til de går på pension," siger formand for IDAs uddannelsesudvalg, Flemming Krogh. Ingeniørforeningen efterlyser en regulering, der sikrer, at forskerne kan se frem til en fastansættelse efter en vis mængde arbejde eller en vis tidsperiode som løst ansat.
Information.dk/Mette Klingsey, 26.01.11

ARBEJDSMARKED

Forskere er splittede over ordning
Arbejdsmarkedsforskere er splittede over, hvor nemt det bliver at skaffe arbejde til de nye hænder fra tilbagetrækningsordningen. Flemming Ibsen fra Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning er skeptisk og påpeger, at de gamle efterlønneres kvalifikationer ikke passer så godt ind i, hvad virksomhederne vil have fremover.
Jyllandsposten/Bo Nielsen, 27.01.11 (erhverv side 7)

FOA alene med strejketrommer
Strejkeviljen i fagforbundenes bagland er på lavpunktet – med undtagelse af FOA. I en rundspørge blandt 70 lokalformænd fra en række af de store forbund mener godt halvdelen af FOA, at en strejke i år er meget sandsynlig, hvis ikke medlemmerne får opfyldt hovedkravene om tryghedsordninger, medbestemmelse og sikring af reallønnen.
Berlingske/Rikke Brøndum, 27.01.11 (business side 15)

UDDANNELSE

Studerende trækker tiden for at få job
Godt ni ud af ti studerende foretrækker at have et relevant arbejde ved siden af uddannelsen, også selvom det forsinker studiet. Det harmonerer overhovedet ikke med regeringens planer. Men for mange kan det åbne døren ind til arbejdsmarkedet.
Berlingske/Elisabeth Hamerik Schwarz, 27.01.11 (side 12)

Lærere i København skal undervise mere
I dag underviser københavnske lærere godt en tredjedel af deres arbejdstid. Et enigt børn - og ungeudvalg vil have mere undervisning og færre møder. Skoleborgmester Anne Vang forventer, at hver lærer i gennemsnit kan undervise seks minutter mere om dagen og dermed spare 35 millioner kroner mere i kommunekassen.
Politiken/Jacob Fuglsang, 27.01.11 (side 3)

OECD sår tvivl om danske gymnasiers VM-titel
"Danske gymnasier er verdens bedste". Sådan lød budskabet, da Gymnasieskolernes Lærerforening i sidste uge bragede igennem i flere medier med kampagnen "Verdensmestre". Det centrale afsæt var en stor rapport fra OECD. Men en af analyserne bag rapporten kalder kampagnens hovedbudskab for en voldsom stramning af rapportens resultater.
Information/Ritzau, 27.01.11 (side 4)

Debat: Både fokus på masse og elite
Information hævder i en leder den 22. januar, at jeg ønsker at afvikle masseuniversitetet og genindføre eliteuniversitetet. Jeg er meget opmærksom på, hvordan vi kan gøre en ekstra indsats for de særligt talentfulde studerende. Men det skal ikke ske på bekostning af, at flere skal have en videregående uddannelse. Men jeg synes ærlig talt ikke, at der er noget til hinder for, at efterstræbe begge dele, skriver videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Information/-, 27.01.11 (side 15)

ERHVERV

Virksomheder vil have færre regler
Mindre unødvendigt bureaukrati topper de små virksomheders ønskeliste til politikerne. Håndværksrådet, som er en organisation for små og mellemstore virksomheder, har spurgt deres medlemmer, hvilke erhvervspolitiske tiltag de helst vil have. Næsten hver fjerde virksomhed nævner ønsket om færre regler som det allervigtigste.
Jyllandsposten/Eva Aagaard, 27.01.11 (erhverv forside + side 14)

Vestas åbner kontor i Rumænien
Vestas har åbnet et kontor i Rumæniens hovedstad Bukarest. Kontoret skal servicere det rumænske marked, fremgår det af en meddelelse fra selskabet. Rumænien har et langsigtet potentiale på 14.000 megawatt installeret vindkraft, skriver den rumænske avis Rumania Business Insider.
Børsen/red., 27.01.11 (side 8)

KLIMA

Vindmøller må ikke brumme
Efter borgerprotester vil miljøminister Karen Ellemann sætte grænser for lavfrekvent støj fra vindmøller inden opførelsen af et nyt testcenter i Østerild i Thy. De nye grænseværdier kommer til at gælde alle vindmøller.
Jyllandsposten/Dorte Ipsen Boddum, 27.01.11 (side 6)

Debat: En ny klimapolitik skal altså også finansieres
"Klimaet er valgets taber", skriver WWF’s generalsekretær Gitte Seeberg. Som klima – og energiminister er det naturligvis fristende blot at kippe med flaget. Når jeg alligevel ikke kipper med flaget skyldes det, at vi lever i en tid, hvor riget fattes penge, og klima – og energipolitikken kan altså ikke diskuteres løsrevet fra den overordnede økonomiske politik. Uden sunde offentlige finanser, der bl.a. kræver en reform af efterlønnen, kan man godt glemme alt om at øge klima – og energikravene, ligesom det på sigt vil gå ud over kernevelfærden. Dette skriver klima – og energiminister Lykke Friis.
Politiken/-, 27.01.11 (kultur side 6)

POLITIK OG ØKONOMI

Barfod undgik konservativ ballade efter Kjærs afgang
Det var en lettere rystet konservativ folketingsgruppe, der i går godkendte formand Lars Barfods nye ledelse efter, at Henriette Kjær i går morges overraskende ændrede kurs og tog konsekvensen af gentagne historier om misligholdte lån og ubetalte regninger. Den tidligere minister Carina Christensen bliver nu politisk ordfører, mens retsordfører Tom Behnke bliver gruppeformand.
Berlingske/Annette Bonde, 27.01.11 (forside + side 6-7)

København til modangreb i Farvergade-sagen
Landets største kommune – København - spiller nu med musklerne i den såkaldte Farvergadesag. Kommunen nægter at betale 390 mio. kr. tilbage til staten og er klar til et historisk retsopgør.
Berlingske/Simon Bendtsen, 27.01.11 (business side 8-9)

Reform-milliarder går til offentligt forbrug
Løkke-regeringen er parat til at gøre verdens største offentlige sektor endnu større. Hver en krone ud af de omkring 18 mia. kr., som regeringen forventer, at den udspil til en reform af efterløn og folkepension vil indbringe, kan ende med at blive brugt på nye udgifter til mere velfærd. Det samme gælder de over tre mia. kr., som en planlagt reform af førtidspensionen og SU-systemet skal skaffe, bekræfter regeringen.
Børsen/Jørgen Bendsen, 27.01.11 (side 20-21)

Udbetaling af efterløn kolliderer med EU
Hvis vi får udbetalt vores efterløn, efterlader det et hul i statskassen på op mod 40 milliarder kroner. Og det kolliderer direkte med regeringens hidtidige stramme tolkning af EU-reglerne for budgetunderskud. Med nu har finansministeren pludselig anlagt en mere afslappet fortolkning af de regler, der ellers var hovedargumentet for den stramme økonomiske politik. "Topmålet af hykleri", siger oppositionen.
Politiken/Esben Kjær, 27.01.11 (forside + side 11)

FØDEVARER OG SUNDHED

Motionsbremsende skatteregler lempes
Skatteregler har i et år fået danske arbejdspladser til at trække i bremsen, hvad angår sundhedsfremmende tiltag. Det er tiltag, som medarbejderne tidligere har haft glæde af, lyder det bl.a. fra Dansk Erhverv. Men nu lytter skatteministeren til kritikken med en lovændring, hvor der i grove træk er lagt op til at gå tilbage til start.
Børsen/Gro Høyer Thielst, 27.01.11 (side 36-37)

Danskerne bliver tungere og tungere
Andelen af moderat og svært overvægtige er steget markant med 9 procentpoint i perioden 2006-2010. Det viser en undersøgelse, som offentliggøres i dag, med 30.000 deltagende borgere fra Region Midtjylland.
Jyllandsposten/Hanne Fall Nielsen, 27.01.11 (forside + side 8-9)

Hver femte danske føler sig stresset
Vi danskere bevæger os for lidt samtidig med, at vi bliver mere og mere stressede. Det er hovedbudskabet i danmarkshistoriens største sundhedsundersøgelse. Sundhedseksperter kalder konklusionerne for en dødsensfarlig cocktail for fremtidens folkesundhed.
Børsen/Jette Warrer Knudsen, 27.01.11 (side 38-39)

 

 

 

 

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1