Står du i den situation, at du er strandet i udlandet på grund af askeskyen, og dermed ikke kan komme hjem på arbejde?
Eller skal du på en planlagt udlandsrejse enten med dit arbejde eller med din familie, som du må aflyse på grund af askeskyen?
På privat ferie
Hvis du er strandet i udlandet under en privat ferie, fordi askeskyen har lukket luftrummet for flyvninger i store dele af Europa og lagt mange europæiske lufthavne mennesketomme, er du forpligtet til at prøve at komme hjem på arbejde alligevel. Du kan også forsøge at indgå aftale med din arbejdsgiver om at bruge et par ekstra ferie- eller feriefridage eller afspadsering.
Hvis du ikke aftaler en forlængelse af din ferie, skal du for egen regning prøve at finde en alternativ måde at komme hjem på, og det er i den forbindelse uden betydning, om din flybillet kompenseres af flyselskabet eller ej.
Hvis du bliver forhindret i at møde på arbejde som planlagt, skal du så hurtigt som muligt ringe eller skrive til din chef og meddele, at du bliver forhindret i at møde på arbejde på grund af askeskyen.
Din arbejdsgiver kan ikke fyre dig på grund af dit manglende fremmøde, da du har lovligt fravær. Men din arbejdsgiver vil være berettiget til at trække dig i løn for dit fravær. I andre force majeure lignende situationer løser man dog ofte problemet ved, at medarbejderen tager en afspadseringsdag eller bruger en feriedag, i stedet for at blive trukket i løn.
På tjenesterejse
Hvis du er strandet i udlandet under en tjenesterejse, skal du lave en aftale med din arbejdsgiver om alternativ hjemtransport. Hvis din arbejdsgiver nægter at betale for en anden – og dyrere – hjemtransport, eller din arbejdsgiver kræver, at du bliver i udlandet i længere tid end planlagt i håbet om, at flyveforbuddet snart ophæves, bør du kontakte IDA for konkret rådgivning.
På vej på tjenesterejse
Hvis du skal ud at rejse for din arbejdsgiver og askeskyen forhindrer dig i at komme ud at flyve, er det op til din arbejdsgiver at vurdere, om du skal rejse med andre transportmidler, eller om du skal blive hjemme og arbejde i stedet.
På vej på privat ferie
Har du planlagt en privat ferie i udlandet, som du må aflyse på grund af askeskyen, har du ikke krav på at møde på arbejde i stedet for. I denne situation må du prøve at lave en aftale med din arbejdsgiver om, at du kan møde på arbejdet, og at din ferie afholdes på et senere tidspunkt.