Der er tale om deltid, hvis arbejdstiden er kortere end den normale arbejdstid på din arbejdsplads. Typisk er arbejdstiden i Danmark aftalt til 37 timer om ugen. Hvis arbejdstiden i dette tilfælde er kortere, er der tale om deltid.
Du skal være ansat med mere end 8 timer om ugen for at være omfattet af funktionærloven. Normalt beregnes lønnen forholdsmæssigt i forhold til den nedsatte arbejdstid. Hvis arbejdstiden for eksempel er nedsat med 7 timer i et 37-timers job, udgør månedslønnen således typisk 30/37. Du bør være opmærksom på, at overgang til og fra deltid kan have konsekvenser for din løn under ferie. Se nærmere herom under Ferie og frihed.
Der findes en deltidslov, som sikrer, at deltidsansatte ikke må forskelsbehandles. Det betyder, at du som deltidsansat ikke må stilles ringere end dine kollegaer, blot fordi du er deltidsansat. Du må hellere ikke afskediges, blot fordi du enten har afslået eller er blevet nægtet at gå på deltid.