Du kan overføre optjent og ikke afholdt ferie ud over 20 dage fra det gamle ferieår (2010/2011) til indeværende ferieår. Du skal blot indgå en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om overførslen af feriedage senest den 30. september i år. Aftalen med arbejdsgiver skal i øvrigt være gensidig og frivillig.
Hvis du er omfattet af en kollektiv overenskomst, kan du kun aftale at overføre ferie, hvis det er muligt ifølge overenskomsten. En række af IDAs overenskomster indeholder regler om overførsel af ferie. Det gælder blandt andet ansatte i staten og kommunerne. Den statslige ferieaftale giver således mulighed for at overføre feriedage (incl. særlige feriedage) ud over 20 pr. år fra et ferieår til det næste under den forudsætning, at der er indgået en skriftlig aftale mellem den enkelte og arbejdsstedet, og at aftalen skal være indgået inden ferieårets udløb, se nærmere herom i den
Statslige aftale om ferie. En tilsvarende bestemmelse er der enighed om på det regionale og kommunale område i
Aftale om ferie for personale ansat i regioner,
Aftale om ferie for personale ansat i kommuner.
Er du stats-, regions- eller kommunalt ansat, er der også mulighed for overførsel af ferie, hvis du har været forhindret i at holde ferien på grund af en række nærmere angivne forhold, f.eks. sygdom, barsel, ophold i udlandet m.v. Alternativt kan du i disse situationer få din tilgodehavende optjente ferie udbetalt kontant fra din arbejdsgiver.
Hvis du ikke er dækket af en kollektiv overenskomst, kan du aftale med din arbejdsgiver at overføre ferie ud over 20 dage til det følgende ferieår. Aftalen om overførsel af ferie skal være skriftlig og indgået senest den 30. september efter ferieårets udløb.
Hvis du fratræder, inden ferien, der er overført, er holdt, bortfalder retten til at holde den overførte ferie, hvis du herved har mere end 25 dages ferie til gode. I så fald skal du have udbetalt feriegodtgørelse for feriedage ud over 25 feriedage.