Alle muligheder for ansættelse på ordinære vilkår skal være afprøvet, før der etableres fleksjob.
For at få et fleksjob skal du:
- have en varig begrænsning i arbejdsevnen
- ikke kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet
- være under 65 år (dog under 67 år, hvis du er født den 1. juli 1939 eller tidligere)
- ikke modtage social pension
Alle muligheder for ansættelse på ordinære vilkår skal være afprøvet, før der etableres fleksjob. Dette gælder revalidering, arbejdsprøvning, andre støttemuligheder og ansættelse efter overenskomsternes sociale kapitler. Det skal være slået fast, at du har en væsentlig og varig begrænsning i arbejdsevnen. Hvis det er åbenbart formålsløst at gennemføre arbejdsprøvning m.v., kan du dog blive godkendt til fleksjob direkte.
Arbejdsevne er et central begreb i den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats. Arbejdsevnen skal beskrives og vurderes ved spørgsmål om fleksjob.
Det overordnede mål er at sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt får en mulighed for at udfolde denne arbejdsevne gennem et arbejde. For at sikre en systematisk beskrivelse og vurdering af arbejdsevnen er der udviklet en særlig metode kaldet arbejdsevnemetode. Læs mere under www.arbejdsevnemetode.dk
Når du skal ansættes i et fleksjob, bliver din arbejdsevne vurderet i netop dette job. På samme tid fastsættes løntilskuddet.