En klausul kan være betingelsen for at få et nyt job. Et ”nej” til klausulen kan derfor samtidig betyde et ”nej” til det nye job. Hvis du siger ”nej” til at få en jobklausul hæftet på din nuværende kontrakt, vil det som udgangspunkt være at betragte som en opsigelse fra arbejdsgiverens side.
Hvis du vil skifte til et nyt job, hvor der i ansættelseskontrakten er en jobklausul, er der en stor sandsynlighed for, at du ikke får stillingen, hvis du nægter at underskrive jobklausulen. Du må derfor vurdere, hvor interesseret du er i stillingen i forhold til den risiko, du løber ved at underskrive en jobklausul, som kan gøre det vanskeligt eller umuligt for dig at få nyt job indenfor det arbejdsområde, hvor du har din viden og erfaringer.
Hvis du mener, at stillingen er så attraktiv, at du gerne vil forpligte dig til at være begrænset i din fremtidige jobsøgning, bør du forsøge at få jobklausulen begrænset mest muligt, både i tid og omfang, dvs. hvor mange virksomheder den dækker.
Hvis din nuværende arbejdsgiver beder dig om at underskrive en jobklausul, skal du gøre dig samme ovennævnte overvejelser. I denne situation varsler din arbejdsgiver en væsentlig ændring af dine ansættelsesvilkår, hvilket rent juridisk betyder, at din arbejdsgiver siger dig op og samtidig tilbyder dig en ny ansættelse på det vilkår, at du underskriver jobklausulen. Hvis du accepterer jobklausulen, vil den ”nye” ansættelse først træde i kraft ved udløbet af et varsel, der svarer til dit individuelle opsigelsesvarsel, medmindre du accepterer et kortere varsel.
Hvis du har besluttet dig at underskrive jobklausulen, bør du benytte lejligheden til at genforhandle dine løn- og ansættelsesvilkår, da de blev fastsat på et tidspunkt, hvor du ikke var begrænset i dine jobmuligheder. Din løn- og ansættelsesvilkår skal jo gerne svare til din markedsværdi, og i den forbindelse skal du være opmærksom på, at en jobklausul – udover at begrænse dine jobmuligheder – ligeledes kan påvirke dine fremtidige lønforhandlinger.
Kontakt altid IDA, inden du underskriver en jobklausul.