Udskriv siden

Jobklausuler

Hvad er en jobklausul ?
En jobklausul (også kaldet non-solicitationaftale) er en aftale, som din arbejdsgiver indgår med en eller flere andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse dine muligheder for at opnå ansættelse hos en anden virksomhed.

Jobklausuler findes ofte i rammeaftaler mellem virksomheder, eller i en særskilt kontrakt med en samarbejdspartner om levering af en tjenesteydelse. Et eksempel på en jobklausul mellem to virksomheder kunne være: ”Parterne må ikke ansætte eller søge at ansætte den anden parts medarbejdere i indtil 12 måneder efter denne aftales ophør

Din arbejdsgiver kan kun gøre en sådan jobklausul gældende overfor dig - og den pågældende virksomhed, der ønsker at ansætte dig - hvis du og din arbejdsgiver har indgået en skriftlig aftale herom. Den skriftlige aftale skal indeholde oplysninger om, hvordan dine jobmuligheder konkret begrænses af jobklausulen, og om din ret til kompensation.

Reglerne, der gælder for jobklausuler, står i jobklausulloven, der trådte i kraft den 1. juli 2008. Loven gælder for jobklausuler, der indgås efter lovens ikrafttræden. Fra den 1. juli 2009 finder loven tillige anvendelse på jobklausuler, der er indgået før den 1. juli 2008.

 
Hvor længe gælder den ?
Jobklausuler er et relativt nyt instrument, som arbejdsgiverne bruger i kampen for at fastholde deres medarbejdere. IDA har derfor ikke det store kendskab til, hvor lang tid jobklausuler sædvanligvis vil binde medarbejdere, men det må forventes, at jobklausuler binder medarbejdere i lige så lang tid som konkurrence- og kundeklausuler, dvs. typisk et år.

Det skal stå i din ansættelseskontrakt, hvor lang tid jobklausulen gælder. 

Der er som udgangspunkt ingen øvre grænse for, hvor lang tid du kan være bundet af en jobklausul. Hvis du er bundet i urimelig lang tid, vil klausulperioden dog kunne forkortes jf. aftalelovens § 36.

Du bør forsøge at undgå en jobklausul, men såfremt det ikke er muligt, bør klausulperioden være så kort så muligt. Hvis det er en jobklausul, som din arbejdsgiver har indgået med en samarbejdspartner, bør klausulperioden ikke forpligte dig i mere end 6 måneder efter samarbejdsaftalens ophør/din fratræden, da din markedsværdi overfor samarbejdspartneren hurtigt forringes. Endvidere går udviklingen i de fleste brancher så stærkt, at arbejdsgiver bør være tilstrækkeligt beskyttet mod konkurrence, hvis din jobklausul maksimalt forpligter dig i 6 måneder efter du er fratrådt din stilling.

Konsekvensen af et "nej tak"
En klausul kan være betingelsen for at få et nyt job. Et ”nej” til klausulen kan derfor samtidig betyde et ”nej” til det nye job. Hvis du siger ”nej” til at få en jobklausul hæftet på din nuværende kontrakt, vil det som udgangspunkt være at betragte som en opsigelse fra arbejdsgiverens side.

Hvis du vil skifte til et nyt job, hvor der i ansættelseskontrakten er en jobklausul, er der en stor sandsynlighed for, at du ikke får stillingen, hvis du nægter at underskrive jobklausulen. Du må derfor vurdere, hvor interesseret du er i stillingen i forhold til den risiko, du løber ved at underskrive en jobklausul, som kan gøre det vanskeligt eller umuligt for dig at få nyt job indenfor det arbejdsområde, hvor du har din viden og erfaringer.

Hvis du mener, at stillingen er så attraktiv, at du gerne vil forpligte dig til at være begrænset i din fremtidige jobsøgning, bør du forsøge at få jobklausulen begrænset mest muligt, både i tid og omfang, dvs. hvor mange virksomheder den dækker.
 
Hvis din nuværende arbejdsgiver beder dig om at underskrive en jobklausul, skal du gøre dig samme ovennævnte overvejelser. I denne situation varsler din arbejdsgiver en væsentlig ændring af dine ansættelsesvilkår, hvilket rent juridisk betyder, at din arbejdsgiver siger dig op og samtidig tilbyder dig en ny ansættelse på det vilkår, at du underskriver jobklausulen. Hvis du accepterer jobklausulen, vil den ”nye” ansættelse først træde i kraft ved udløbet af et varsel, der svarer til dit individuelle opsigelsesvarsel, medmindre du accepterer et kortere varsel.

Hvis du har besluttet dig at underskrive jobklausulen, bør du benytte lejligheden til at genforhandle dine løn- og ansættelsesvilkår, da de blev fastsat på et tidspunkt, hvor du ikke var begrænset i dine jobmuligheder. Din løn- og ansættelsesvilkår skal jo gerne svare til din markedsværdi, og i den forbindelse skal du være opmærksom på, at en jobklausul – udover at begrænse dine jobmuligheder – ligeledes kan påvirke dine fremtidige lønforhandlinger.

Kontakt altid IDA, inden du underskriver en jobklausul.

Kompensation
Du har ret til at modtage en kompensation fra din arbejdsgiver i de måneder, du er bundet af jobklausulen.

Din ret til kompensation skal fremgå direkte af jobklausulen, ellers er jobklausulen ugyldig. Det er tilstrækkeligt, at der i jobklausulen står, at "der betales kompensation efter jobklausullovens regler". Kompensationen skal som minimum udgøre 50 % af din løn på fratrædelsestidspunktet. Ved løn forstås din sædvanlige faste grundløn inklusiv dit eget og arbejdsgivers pensionsbidrag, værdien af frynsegoder, bonus, provision, aktieoptioner m.m. Hvis du har ret til en kompensation, der er større end 50 % af din løn, skal det fremgå af jobklausulen.

I den periode, hvor du er bundet af jobklausulen, kan din tidligere arbejdsgiver fratrække den løn du tjener i et nyt arbejde, i den kompensation du har ret til. Det er dog kun løn fra andet "passende arbejde" der kan fratrækkes. Ved "passende arbejde" forstås arbejde inden for det faglige område, som du er uddannet inden for eller har beskæftigelse inden for. Hvis du kører taxa, vil det ikke være "passende arbejde".

Din ret til kompensation kan illustreres med dette eksempel:

Ingeniøren David tjener 32.000 kr. pr. måned. Han har fundet et nyt arbejde og har sagt sit job op. Han er bundet af en jobklausul i 9 måneder efter han er fratrådt sin stilling og der er aftalt en kompensation på ½ løn, dvs. 16.000 kr. Dagen efter at David er fratrådt sin stilling, begynder han som salgsingeniør i en virksomhed, der ikke er omfattet af jobklausulen. Han får 29.000 kr. pr. måned. David vil ikke få kompensation fra sin tidligere arbejdsgiver, idet den nye månedsløn på 29.000 kr. overstiger den månedlige kompensation på 16.000 kr.

I praksis vil du derfor ikke få kompensation, medmindre du bliver ledig i en periode eller ikke benytter din ingeniøruddannelse i dit nye job. Vær opmærksom på, at du har en tabsbegrænsningspligt i den periode, hvor du er bundet af jobklausulen. For at opfylde tabsbegrænsningspligten skal du aktivt søge ”passende arbejde”, så din tidligere arbejdsgivers udbetaling af kompensation begrænses mest muligt. Dvs. du kan ikke tage et sabbatår og rejse jorden rundt og samtidig få kompensation fra din tidligere arbejdsgiver. 

Hvis du modtager kompensation for en konkurrence- eller kundeklausul, vil du ikke være berettiget til kompensation for jobklausulen, da du ikke kan modtage kompensation for flere klausuler på samme tid.

Hvis du er arbejdsløs, har du ret til arbejdsløshedsdagpenge samtidig med at du får kompensation for jobklausulen. Kontakt IAK for at høre nærmere om betingelserne for at få dagpenge.

Opsigelse
Du er bundet af jobklausulen - uanset om du selv siger op, eller det er arbejdsgiveren, som siger dig op.

Hvis du har hævet ansættelsen på grund af din arbejdsgivers grove misligholdelse af ansættelsen, typisk fordi du ikke har fået din løn, kan jobklausulen bortfalde ud fra almindelige kontraktretlige principper. Hvis klausulen bortfalder, har du ikke ret til kompensation. Kontakt IDA hvis du kommer i den situation.

Du er ikke bundet af klausulen, hvis du fratræder, inden du har været ansat i mere end tre måneder. De tre måneder regnes til og med den dag, hvor du holder op i virksomheden, det vil sige opsigelsesperioden skal regnes med.

Hvis du har været ansat i mere end tre måneder, men højst seks måneder, kan du højst være bundet af jobklausulen i seks måneder efter, at du er holdt op - også selvom det er aftalt, at klausulen skal forpligte i en længere periode. Ansættelsestiden på højst seks måneder regnes til og med den sag, du holder op i virksomheden, det vil sige opsigelsesperioden skal regnes med.

 
Klausulen hæves af arbejdsgiver
Arbejdsgiveren kan opsige jobklausulen med en måneds varsel til udløbet af en måned. Arbejdsgivers opsigelse af jobklausulen kan ske både under ansættelsen eller ved opsigelse af ansættelsesforholdet. I forbindelse med en opsigelse af ansættelsesforholdet bør du altid få afklaret med din arbejdsgiver, om jobklausulen opretholdes eller opsiges.

En opsigelse af jobklausulen medfører, at du ikke er bundet af jobklausulen og ikke har ret til kompensationen.

Når din arbejdsgiver kan opsige jobklausulen med en måneds varsel, vil han gratis kunne anføre en jobklausul i din ansættelseskontrakt, idet han ved opsigelsen af ansættelsesforholdet kan vælge ligeledes at opsige jobklausulen, såfremt han vurderer, at det vil være urentabelt at opretholde den.

 


 

 


 


 

 

Production2012-02-01_1930_rev5082FE1