Du har ret til at modtage en kompensation fra din arbejdsgiver i de måneder, du er bundet af jobklausulen.
Din ret til kompensation skal fremgå direkte af jobklausulen, ellers er jobklausulen ugyldig. Det er tilstrækkeligt, at der i jobklausulen står, at "der betales kompensation efter jobklausullovens regler". Kompensationen skal som minimum udgøre 50 % af din løn på fratrædelsestidspunktet. Ved løn forstås din sædvanlige faste grundløn inklusiv dit eget og arbejdsgivers pensionsbidrag, værdien af frynsegoder, bonus, provision, aktieoptioner m.m. Hvis du har ret til en kompensation, der er større end 50 % af din løn, skal det fremgå af jobklausulen.
I den periode, hvor du er bundet af jobklausulen, kan din tidligere arbejdsgiver fratrække den løn du tjener i et nyt arbejde, i den kompensation du har ret til. Det er dog kun løn fra andet "passende arbejde" der kan fratrækkes. Ved "passende arbejde" forstås arbejde inden for det faglige område, som du er uddannet inden for eller har beskæftigelse inden for. Hvis du kører taxa, vil det ikke være "passende arbejde".
Din ret til kompensation kan illustreres med dette eksempel:
Ingeniøren David tjener 32.000 kr. pr. måned. Han har fundet et nyt arbejde og har sagt sit job op. Han er bundet af en jobklausul i 9 måneder efter han er fratrådt sin stilling og der er aftalt en kompensation på ½ løn, dvs. 16.000 kr. Dagen efter at David er fratrådt sin stilling, begynder han som salgsingeniør i en virksomhed, der ikke er omfattet af jobklausulen. Han får 29.000 kr. pr. måned. David vil ikke få kompensation fra sin tidligere arbejdsgiver, idet den nye månedsløn på 29.000 kr. overstiger den månedlige kompensation på 16.000 kr.
I praksis vil du derfor ikke få kompensation, medmindre du bliver ledig i en periode eller ikke benytter din ingeniøruddannelse i dit nye job. Vær opmærksom på, at du har en tabsbegrænsningspligt i den periode, hvor du er bundet af jobklausulen. For at opfylde tabsbegrænsningspligten skal du aktivt søge ”passende arbejde”, så din tidligere arbejdsgivers udbetaling af kompensation begrænses mest muligt. Dvs. du kan ikke tage et sabbatår og rejse jorden rundt og samtidig få kompensation fra din tidligere arbejdsgiver.
Hvis du modtager kompensation for en konkurrence- eller kundeklausul, vil du ikke være berettiget til kompensation for jobklausulen, da du ikke kan modtage kompensation for flere klausuler på samme tid.
Hvis du er arbejdsløs, har du ret til arbejdsløshedsdagpenge samtidig med at du får kompensation for jobklausulen. Kontakt IAK for at høre nærmere om betingelserne for at få dagpenge.