Du har minimum ret til ½ løn i de måneder, hvor du er bundet af klausulen.
Arbejdsgiveren skal betale en kompensation, der som minimum svarer til halv løn i de måneder, hvor du er bundet af kundeklausulen. I kundeklausulen skal stå, at du har ret til kompensation. Det er tilstrækkeligt, at der står i kundeklausulen at "der betales kompensation efter funktionærlovens regler". Hvis du har ret til mere end halv løn i kompensation skal dette stå i kundeklausulen.
I den periode hvor du er bundet af kundeklausulen, kan din tidligere arbejdsgiver fratrække den løn du tjener, i den kompensation du har ret til. Det er dog kun løn fra andet "passende arbejde" der kan fratrækkes. Ved "passende arbejde" forstås arbejde inden for det faglige område, som du er uddannet inden for eller har beskæftigelse inden for. Hvis du kører taxa, vil det ikke være "passende arbejde".
Din ret til kompensation kan illustreres med dette eksempel:
Ingeniøren David tjener 32.000 kr. pr. måned. Han har fundet et nyt arbejde og har sagt sit job op. Han er bundet af en kundeklausul i 9 måneder efter han er fratrådt sin stilling og der er aftalt en kompensation på halv løn. Dagen efter at David er fratrådt sin stilling, begynder han som salgsingeniør i en anden virksomhed, og han skal ikke have kontakt med kunder der strider med kundeklausulen. Han får 29.000 kr. pr. måned. David vil ikke få kompensation fra sin tidligere arbejdsgiver, idet han nye månedsløn på 29.000 kr. overstiger den månedlige kompensation på 16.000 kr. (Kompensation 16.000 kr. - løn 29.000 kr. = -13.000 kr.).
I praksis vil du ikke få kompensation, medmindre du bliver arbejdsløs eller ikke benytter din ingeniøruddannelse i dit nye job.
Selvom du har både en konkurrence- og en kundeklausul i din kontrakt, har du kun ret til kompensation for konkurrenceklausulen.
Der er forskel på kompensationen for konkurrence- og kundeklausuler. Kompensationen er bedst for konkurrenceklausuler, og det er disse regler der følges, når du har begge former for klausuler.
Hvis du er arbejdsløs, har du ret til arbejdsløshedsdagpenge samtidig med at du får kompensation for kundeklausulen. Kontakt IAK for at høre nærmere om betingelserne for at få dagpenge.
Ovennævnte gælder kun for klausuler aftalt fra den 15. juni 1999. Klausuler indgået tidligere er omfattet af ”gamle regler”. Hvis du har en ”gammel klausul” - kontakt IDA