Hvis din arbejdsgiver går konkurs, bør du altid kontakte IDA.
Hvis kurator beder dig om at arbejde for boet, er du ikke forpligtet til at gøre dette, før kurator har stillet sikkerhed for, at han kan betale lønnen. Lønmodtagernes Garantifond dækker ikke krav på løn for arbejde udført hos kurator.
Ved konkurs skal du anmelde dit krav på løn, feriegodtgørelse med videre til LG. IDA anbefaler, at du lader IDA anmelde dit krav. Læs mere om Dækning fra Lønmodtagernes Garantifond.
Hvis du ikke er opsagt og fritstillet, når konkursen sker, må du vente på, at kurator siger dig op og fritstiller dig, før du anmelder dit krav. Kurator har 14 dage til at beslutte, om han vil indtræde i dit ansættelsesforhold. Hvis du selv tidligere har hævet dit ansættelsesforhold, fordi arbejdsgiver har misligholdt det, kan du straks anmelde dit krav til Lønmodtagernes Garantifond.
Du skal søge arbejde, mens du er fritstillet. Det skyldes, at du skal begrænse tabet for konkursboet/Lønmodtagernes Garantifond.
Hvis kurator sælger hele eller dele af det konkursramte firma, og du får tilbudt ansættelse i det nye firma, bør du kontakte IDA, fordi der kan være tale om en virksomhedsoverdragelse, og så kan der være tvivl om erstatningen fra Lønmodtagernes Garantifond.