Får du ikke din løn til tiden, skal du skriftligt bede din arbejdsgiver om at indbetale lønnen. Det kaldes et påkrav.
Du kan fx skrive: ”Jeg har ikke fået min løn for xx måned 20xx. Lønnen udgør kroner xx. Såfremt lønnen ikke er indbetalt til min lønkonto senest (frist på fem dage), vil jeg hæve mit ansættelsesforhold og overgive sagen til Ingeniørforeningen, IDA, der efterfølgende vil fremsætte krav om erstatning for løn, opsigelsesvarsel, feriegodtgørelse m.v.”
Du skal sende påkravet hurtigst muligt; og arbejdsgiveren skal kun have en frist på fem dage til at indbetale den manglende løn.
Du kan med fordel sende påkravet per mail. Hvis du sender påkravet per brev, bør du sikre dig en kvittering for, at arbejdsgiveren har modtaget det.
Hvis du er i tvivl om, hvordan påkravet skal udformes, kan du kontakte IDA.
Du skal fortsætte med at arbejde i den periode, hvor arbejdsgiveren har frist til at betale.
Hvis du får din løn senest ved fristens udløb, er sagen slut.
Hvis du derimod ikke får din løn senest ved fristens udløb, bør du hurtigt kontakte IDA for at aftale, hvordan du skal forholde dig, når du skal hæve ansættelsesforholdet.
Du kan hæve ansættelsesforholdet, fordi arbejdsgiver har misligholdt ansættelsesforholdet ved ikke at betale løn. Konsekvensen af at hæve sit ansættelsesforhold er, at arbejdsgiver skal betale tilgodehavende løn, løn i opsigelsesperioden, feriepenge m.m. At hæve sit ansættelsesforhold er altså ikke det samme som at sige op.
Når du har hævet dit ansættelsesforhold, kan du overgive sagen til IDA, som sender inkassobrev til din arbejdsgiver, hvori dit samlede krav, som nævnt ovenfor, opgøres.
Det er vigtigt, at ansættelsesforholdet hæves korrekt, og at erstatningskravet opgøres og udformes fyldestgørende. Derfor bør du altid inddrage IDA.
Når du forlader arbejdspladsen efter at have hævet dit ansættelsesforhold, skal du straks kontakte
det lokale jobcenter (20 K) og IAK for at melde dig ledig.
Hvis arbejdsgiveren ikke inden 10 dage har indbetalt dit tilgodehavende, vil IDA indgive en konkursbegæring (hvis arbejdsgiver har anerkendt kravet), eller udtage stævning (hvis arbejdsgiver ikke anerkender kravet).